En helt almindelig dag…

Lidt hverdags liv, fra en af de dage, hvor jeg føler, at jeg lever og forstår hvorfor, jeg er her.

Torsdag d. 8. december 2011: Om formiddagen har jeg 4 timers gassisk undervisning. I dag lærte jeg en masse gloser om husdyrbrug. Det er ikke min lærers stærkeste side, så en del af ordene forklarede han, og så diskuterede vi os frem til, hvad det betød på engelsk. Jeg er nået igennem det meste af grammatikken. Derfor forslog læreren for en uge siden, at vi skulle arbejde med nogle tekster f.eks. bibelen. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod at læse bibelen. Men da jeg ikke kommer til at bruge den direkte i mit arbejde, har jeg fundet en bog om økologisk jordbrug, som jeg mener, er mere relevant. Den er skrevet til småbønder her i Madagaskar, men der er alligevel en del fagudtryk, som læreren ikke kender på engelsk. F.eks. er den direkte oversættelse af det gassiske ord for næringsstoffer; ”tasty-food”… Til gengæld er ”foder”; ”dyrenes mad”, og det giver jo god mening.

Om eftermiddagen var jeg på landbrugsskolen. Det er altid hyggeligt at være der, gå i marken med eleverne, snakke gassisk og grine sammen (ikke på norsk, hvor grine betyder at græde, med på dansk, hvor det betyder at le). Denne dag lugede vi i en soja mark. Efter godt en time begyndte det at regne, og vi gik i læ under et halvtag og stod og snakkede der den næste time.

Det er regntid, så det er helt normalt, at det regner en time eller to om eftermiddagen. Men her ser vi også klimaforandringerne, eller hvad det nu er, for det regner også en del nætter og sågar også om formiddagen.

Nogle dage har jeg været med til at malke, og eleverne synes det er vældig sjovt, at jeg også sidder ved koen og malker med hånden ned i en kop. Når de fire køer på den lille demonstrationsgård, hvor jeg har praktik, er malket, bæres den over på den store gård. Der har de mange køer og malkemaskiner. Her bliver mælken fyldt på poser, som så bliver solgt på markedet og i butikker rundt omkring. De har endda et pasteuriseringsanlæg, men det er for dyrt i strøm at bruge det, så mælken bliver ikke pasteuriseret. Det betyder, at man må koge mælken, ellers bliver man syg. Det har nogle af mine kollegaer og deres børn også erfaret.

Da arbejdsdagen var slut ved 5 tiden kørte jeg hjem igen. Da jeg nåede hjem og åbnede døren blev jeg mødt af en duft af nybagte boller. Helt fantastisk dag!

 

Jeg har ikke lige noget billede fra dagen, men her er udsigten fra min hoveddør på en regnvejrsdag.

Mamboly tsaramaso isika
– Vi planter bønner

Jeg er nået det punkt i min gassiskundervisning, hvor det egentlig går udmærket, når jeg sidder inde i klassen. Jeg kan forstå de underlige gramattiske systemer, fordi min lærer sætter det dejlig matematisk op. Men når jeg så kommer uden for klasserummet, og skal til at kommunikerer, så kniber det med at huske ordene og hvilken struktur, man bruger i den sammenhæng. Derfor har jeg i denne uge hver formiddag været i praktik på landbrugsskolen Tombontsoa 7km her fra Antsirabe. Om eftermiddagen havde jeg et par timer med sproglæreren, hvor vi snakkede om det, jeg havde lært i marken og repeterede sætningsstrukturer.

Det var dejligt at komme ud og bruge kroppen og samtidig få brugt det gassiske sprog lidt mere praktisk. Jeg arbejdede sammen med 5 elever om at så bønner. Et par stykker af dem kunne lidt engelsk, så de kunne oversætte de udsagnsord, der ellers kan være lidt svære at vise uden ord. De var også meget tålmodige og hørte mig i de ord vi brugte igen og igen og igen…

Næste uge fortsætter jeg med at have gassisk undervisning om formiddagen, og så på Tombontsoa om eftermiddagen.

Mamboly tsaramaso isika – VI planter bønner. Ja, jeg var også med, selvom jeg ikke er på billedet

Stiduetur til Etiopien

Endelig kan jeg skrive noget job-relateret på min blog. Den 1.-11. november var jeg på studietur til Etiopien. Turen var for nogle af medarbejderne i MIRD. Det program som jeg skal være rådgiver for, når jeg begynder arbejdet til januar.

MIRD
MIRD står for: ”The Malagasy Integrated Rural Development Program”. Dvs. integreret landsbyudvikling. Integreret betyder at programmet har projekter inden for uddannelse, sundhed, landbrug osv. Programmet er finansieret af Norad (”det norske Danida”). I øjeblikket har programmet projekter i det østlige, sydlige og sydvestlige Madagaskar. Det er områder, som det tager dage at rejse til i bil fra Tana.

Når jeg fortæller udenforstående om, hvad jeg skal arbejde med, så spørger mange; ”Landsbyudvikling, hvordan kan du så bo og arbejde i Tana (hovedstaden), det er jo ikke en landsby?”. Det har de jo sådan set ret i, men det jeg primært kommer til at arbejde med, er dokumentationen af programmet, og hovedkontoret for det er i Tana. Jeg forventer, at jeg kommer til at rejse en del, og jeg har allerede nu fået at vide, at vi skal rundt til møder i de forskellige projekter fra februar. Derefter kan jeg helt sikkert skrive mere om projekterne her i Madagaskar.

Med hensyn til hvordan jeg kan arbejde med landsbyudvikling fra hovedstaden, så er der sket ændringer de sidste år af vores rolle som missionærer. Den er ændret fra at være dem, der arbejdede i landsbyerne, eller projektledere til nu at være konsulenter. Det betyder at programmet og projekterne er ledet af lokale medarbejdere. Min rolle som rådgiver bliver på det administrative niveau, bl.a. med at få dokumentationen til at leve op til Norad’s krav. Det betyder også, at programmet kan køre videre når missionæren tager hjem.

Programmet i Etiopien
Men tilbage til hvad jeg oplevede i Etiopien. Dette er ikke en rapportering over alt, hvad vi oplevede, men bare lidt udpluk. Jeg har før skrevet om udfordringerne med turen der til og min bagage. Men derudover var det en god og lærerig tur. I Etiopien har de et program der svarer lidt til MIRD, det hedder DASSC. Der er dog nogle strukturmæssige forskelle på DASSC og MIRD. Da de fleste af dem, der var med på studieturen fra MIRD ikke arbejder med programdokumenterne, men udførelsen af projekterne, var det det studieturen havde mest fokus på. Jeg syntes dog det var spændende at høre om strukturen, og når jeg kommer mere ind i arbejdet i MIRD, tror jeg det kan give inspiration til arbejdet.

Vi havde et oplæg om, hvordan de bruger frivillige, og uddanner dem til at facilitere diskussioner i deres landsby. Diskussionerne skal føre til, at de får defineret deres problemer, og hvad de selv kan gøre ved det. For jer der er inden for udvikling, så vil jeg kaldet det PRA, dvs. at det er noget jeg har lært om på studiet. Men fra det gassiske team blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan man kan motivere folk uden at give dem penge, redskaber eller andet. Samtidig var spørgsmålet, hvordan det kunne være bæredygtigt at det var frivillige man uddannede. Så selvom jeg mener, at vi allerede har projekter, der arbejder med noget af det samme, så bliver det rigtig spændende at arbejde med i Madagaskar, og se om det ikke også fungerer her.

Vi rejste en del rundt og besøgte kvindegrupper, finansieringsforeninger og bønder med selvstændige projekter. Blandt andet fokuserede miljø- og landbrugsprojekterne på forbedrede afgrøder, bevarelse af skoven og genoprettelse af stærkt eroderet land. På min billedside kan I se lidt der fra, og der er også en beskrivende tekst til hvert enkelt billede, der forhåbentlig i helhed fortæller en historie om turen.

Jeg sidder lidt med tanken nu, at jeg næsten ved mere om programmet i Etiopien end det jeg skal arbejde med her i Madagaskar. Men samtidig synes jeg at diskussionerne og gassernes spørgsmål lærte mig en del om programmet her.

Det var samtidig spændende at møde mine missionær-kollegaer i Etiopien. Utrolig flinke og dygtige folk, som jeg bestemt tror kunne være gode at arbejde sammen med. Det var også fint at få sat boligforholdene her lidt i perspektiv, vi har det jo godt. IKEA-stole, varmt vand i hanen, træk-og-slip og internet. Hvad mere kan man dog ønske sig… Jo, vi kan helt sikkert finde på ting, vi mangler her også. Men jeg synes egentligt, jeg har det godt, selvom der ikke er helt samme luksus som hjemme i Danmark. Jeg kæmper også stadig med sproget, og selvom det kan være frustrerende, så føler jeg, at jeg begynder at forstå bare lidt af hvad der foregår på gassisk, især i løbet af studieturen i Etiopien.

Gruppebillede

Det første at mange gruppebilleder på vores tur i Etiopien. Her er missionærene Klaus og Aslak med på billedet.

”Lykken” følger min bagage…

Da jeg ankom til lufthavnen i Tana d. 1. november, og skulle tjekke ind, fortalte den flinke dame bag skranken, at flyet var 3 timer forsinket. Derfor kunne jeg ikke nå mit fly videre fra Nairobi til Addis. Men der var mange ledige pladser på det næste, så jeg kunne være fremme i Addis kl. 5:30 næste morgen i stedet for kl. 11 sammen aften. Vi skulle på turne til Vest-Etiopien næste morgen kl. 7, så det kunne jeg heldigvis lige nå. Jeg skulle blive booket om til det næste fly i Nairobi, og det samme med min bagage, for det kunne de ikke klare i Tana. Efter få timers søvn på henholdsvis en stolerække og gulvet i lufthavnen i Nairobi, nåede jeg fint frem til Addis, fik visum uden problemer og nåede frem til bagagebåndet. Der ventede jeg uden held… Det viste sig, at bagagen ikke var nået med fra Nairobi og først kom med næste fly om aftenen.

Vi skulle af sted på turne og de andre kunne ikke vente på min bagage. Så jeg kunne jo vælge om jeg ville med uden bagage eller ikke, og selvfølgelig ville jeg med! Jeg har altid tandbørsten og et set ekstra tøj i håndbagagen, men det rækker ikke langt til en hel uge. Heldigvis var Sonja, en missionær, flink til at låne mig noget tøj osv., så jeg kunne klare mig en uge på tur.

Jeg fik min bagage to dage inden jeg skulle hjem igen. For at se det fra den positive side, så var det ikke så meget af tøjet, jeg nåede at få gjort beskidt. Da jeg nåede til Tana, var min store bagage også endelig nået frem. Dejligt at se den og få nogle af de ting, jeg har savnet den sidste 1½ måned. Det plejer at tage en uges tid at få bagagen, men denne gang skulle det åbenbart være lidt mere besværligt. Men nu har jeg fået den, og det er jo det vigtigste.

Jeg er netop landet i Nairobi og kan her se det fly, jeg skulle have været med, klar til at lette. – Nej, det ventede ikke.

Derfor kom jeg til Madagaskar

I starten af april sad jeg og kiggede på facebook, som så ofte. Der så jeg, at Silje havde et link til sin blog. Silje har jeg læst sammen med i Canada. Hendes blog handlede om hende og mandens, Aslak, arbejde med integreret landsbyudvikling i Etiopien. Jeg tænkte, at det lød rigtig spændende. Det var lige præcis sådan et job, jeg drømte om. Jeg kunne se, at de arbejdede for NMS, og jeg fandt NMS hjemmeside for at se nærmere på, hvad det var for en organisation. Lige på det tidspunkt søgte NMS en rådgiver til samme type program i Madagaskar. Jeg læste opslaget og tænkte, at det kunne godt være mig. Så jeg sendte en ansøgning, og var alligevel lidt overrasket, da jeg blev ringet op fra Norge og spurgt, om jeg ville komme til jobsamtale i Stavanger – selvfølgelig ville jeg det. Nu er jeg så i Madagaskar.

Derfor var det ekstra spændende at komme til Etiopien, møde Aslak og se de projekter der bragte mig til Madagaskar. Silje og Aslak venter meget snart deres første søn, og er nu taget hjem til Norge for at bo og arbejde der. Så der bliver snart slået en spændende stilling op for NMS i Etiopien. En oplagt mulighed for jer jeg kender med Afrika-drømme og erfaring i dokumentation og program/projektstyring.