Billeder fra MIRD Evalueringen

I november skulle MIRD og et par andre projekter evalueres. Derfor rejste jeg med evalueringsteam og projektlederne rundt for at besøge bl.a. MIRD projekterne. Det var en spændende tur, og som altid opmuntrende at komme rundt og se alt det gode arbejde projekterne gør. Jeg har lavet en lille billedserie med lidt tekst, så I også kan få en lille tur rundt til projekterne. Den kan I se under billeder eller ved at klikke her.

I morgen tager jeg til østkysten på ferie. Det bliver fint at komme væk fra computeren og arbejdet efter nogle travle måneder. Tror det bliver en god ferie til at lade op til endnu flere spændende oplevelser i 2013.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Besøg fra Etiopien

Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.

I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.

Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.

Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana

Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.

Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.

Martino viser dæmningen frem

Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.

Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas

Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.

Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.

Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.

Lidt nyt fra en travl hverdag

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet, og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget, der er værd at skrive om. Tværtimod har jeg oplevet så meget, at jeg ikke har haft tid til at skrive.

Den 9. september rejste jeg til Hong Kong. Der skulle jeg mødes med mine NMS kollegaer i Kina/Hong Kong, NMS generalsekretær og et par stykker mere fra NMS. Derfra tog vi på rejse ind i fastlands Kina. Det var en flot tur. Det var spændende og opmuntrende at se NMS arbejde der og se hvordan kirken vokser. Min primære grund til at tage til Kina var for at se biogas projekterne, og møde vores samarbejdspartner, Amity. Da billeder siger mere end 1000 ord, har jeg valgt at lave en lille serie med tekst til, som du kan se på min billedside, her.

Da turen i Kina var slut havde jeg et par dage i Hong Kong, hvor vi havde tid til at diskutere budgetter og fremtidsplaner for biogas projektet. Jeg havde også en weekend i Hong Kong, hvor jeg havde tid til at lege lidt turist.

På vej hjem tog jeg en tur til Taiwan for at besøge min moster og onkel. Dejligt at have lidt tid sammen med dem. Også rigtig godt at se hvordan deres kirke vokser og møde de hyggelige, åbne og engagerede mennesker i menigheden.

Brændende biogas

Sådan det gik med solen

Dagen efter var det tid til at afprøve om vi virkelig kunne få kogt maden ved hjælp af solens energi. De første tre dage af ugen havde det været overskyet. Men da jeg torsdag morgen trak gardinet fra og kiggede ud ad vinduet, skinnede solen fra en skyfri himmel – Perfekt.

Vi gik i gang med at gøre maden klar. Risene skulle renses, det skulle hønen lige så og krydres før den kom i gryden. Jeg havde fået til opgave at lave pizza sammen med Tafita. Da pizza ikke er traditionel gassisk mad havde Tafita aldrig havde prøvet at lave sådan noget før og desuden kunne han meget lidt engelsk. Det var en fin udfordring og resultatet blev heldigvis godt.

Risene er sat over

Dampen fortætter inden i posen, så et par timer efter er det spændende at se om de er kogt.

Se, de er kogt!

Her bager vi kage i en boks, også ved solens varme

Jeg holder øje med vores pizzaer

Lillia viser glad de færdige pizzaer

Få solen til at koge din mad!

Vi arbejder for at udvikle landområderne i MIRD, et af de programmer jeg arbejder i. Det kræver ikke bare dygtige medarbejdere, men også at man har øjnene åbne for nye metoder og at medarbejderne lærer nyt. En af måderne, hvor de kan lære nye ting og arbejdsmetoder, er ved workshops. Maminiaina (programlederen for MIRD) har fået kontakt med en dame, der tidligere har arbejdet i et andet projekt med at bruge solenergi til at lave mad. Derfor er vi samlet i Fianarantsoa for at lære af hende. Der er to fra hvert integrerede projekt, den med ansvar for ligestilling og kvinders rettigheder og den med ansvar for landbrug og miljø.

Som indledning har vi en snak om, hvorfor vi egentlig skal bruge solenergi . Der er selvfølgelig miljøfordelen ved ikke at bruge så meget brænde. Derudover kan man også spare tid og penge på ikke at skulle samle brænde eller købe trækul. For kvinderne, der som regel laver maden, betyder det, at de ikke skal stå i røg og os og lave mad. Så på sigt vil det forbedre deres helbred og nedsætte antallet af luftvejssygdomme, som er et stort problem her i Madagaskar.

Det leder også til en snak om hvad vores fokus er. Madagaskar er rigtig nok et land med en særlig biodiversitet og mange endemiske arter udrydningstruede. Hver dag bliver der fældet store arealer af regnskov både fordi den politiske situation leder til ulovlig (og lovlig) hugst af ædeltræ men også en betydelig del til tømmer og især brænde. Selvfølgelig er det vigtigt at beskytte denne natur, men vi må starte med at hjælpe de mennesker, der bor der, så de får et alternativ og derved vil beskytte den sårbare natur.

Et eksempel på hvordan miljøværn kommer før mennesker er Marolambo, hvor der i floden findes en fiskeart, der kun findes  der. Den er ikke bare endemisk til Madagaskar men endemisk også til floden der går gennem Marolambo. Derfor er det blevet forbudt at fiske i floden, men man har ikke givet folk noget alternativ til hvad de så skal spise. MIRD arbejder i dette område, og har derfor et ønske om at give folk en alternativ måde at få fisk på, men det er en anden historie.

Tilbage til workshoppen, det er en meget praktisk workshop. Derfor får i en lille billedrække her:

Først skal skabelonen tegnes af på pappet (Godis, Lilia og Sanderson)

Derefter skæres den ud (Lilia)

Der skal foldes de rigtige steder. (Godis, Lilia og Sanderson)

 

Limen males på. (Tafita)

Man hjælper hinanden med at sætte sølvpapir på. (Niaina og Godis)

Det skal sidde pænt uden luftbobler under. (Godis)

Når limen er tør dagen efter skæres det overskydende sølvpapir af (Dr. Noro)

 

Kogeapparatet er klar, lige til at tage under armen. (Dr. Noro)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja, jeg var også med til det praktiske.

Nu skal vi bruges en sort gryde, for at den kan blive god varm, så skal den males sort.

Ja, det er rigtig nok, her bliver ret varmt! (Maminiaina, Robina og …)

Malingen på gryderne er desværre ikke helt tør, så det bliver ikke i dag vi prøver at koge noget på vores nye apparat.