Sådan det gik med solen

Posted on by
Reply

Dagen efter var det tid til at afprøve om vi virkelig kunne få kogt maden ved hjælp af solens energi. De første tre dage af ugen havde det været overskyet. Men da jeg torsdag morgen trak gardinet fra og kiggede ud ad vinduet, skinnede solen fra en skyfri himmel – Perfekt.

Vi gik i gang med at gøre maden klar. Risene skulle renses, det skulle hønen lige så og krydres før den kom i gryden. Jeg havde fået til opgave at lave pizza sammen med Tafita. Da pizza ikke er traditionel gassisk mad havde Tafita aldrig havde prøvet at lave sådan noget før og desuden kunne han meget lidt engelsk. Det var en fin udfordring og resultatet blev heldigvis godt.

Risene er sat over

Dampen fortætter inden i posen, så et par timer efter er det spændende at se om de er kogt.

Se, de er kogt!

Her bager vi kage i en boks, også ved solens varme

Jeg holder øje med vores pizzaer

Lillia viser glad de færdige pizzaer

Få solen til at koge din mad!

Posted on by
1

Vi arbejder for at udvikle landområderne i MIRD, et af de programmer jeg arbejder i. Det kræver ikke bare dygtige medarbejdere, men også at man har øjnene åbne for nye metoder og at medarbejderne lærer nyt. En af måderne, hvor de kan lære nye ting og arbejdsmetoder, er ved workshops. Maminiaina (programlederen for MIRD) har fået kontakt med en dame, der tidligere har arbejdet i et andet projekt med at bruge solenergi til at lave mad. Derfor er vi samlet i Fianarantsoa for at lære af hende. Der er to fra hvert integrerede projekt, den med ansvar for ligestilling og kvinders rettigheder og den med ansvar for landbrug og miljø.

Som indledning har vi en snak om, hvorfor vi egentlig skal bruge solenergi . Der er selvfølgelig miljøfordelen ved ikke at bruge så meget brænde. Derudover kan man også spare tid og penge på ikke at skulle samle brænde eller købe trækul. For kvinderne, der som regel laver maden, betyder det, at de ikke skal stå i røg og os og lave mad. Så på sigt vil det forbedre deres helbred og nedsætte antallet af luftvejssygdomme, som er et stort problem her i Madagaskar.

Det leder også til en snak om hvad vores fokus er. Madagaskar er rigtig nok et land med en særlig biodiversitet og mange endemiske arter udrydningstruede. Hver dag bliver der fældet store arealer af regnskov både fordi den politiske situation leder til ulovlig (og lovlig) hugst af ædeltræ men også en betydelig del til tømmer og især brænde. Selvfølgelig er det vigtigt at beskytte denne natur, men vi må starte med at hjælpe de mennesker, der bor der, så de får et alternativ og derved vil beskytte den sårbare natur.

Et eksempel på hvordan miljøværn kommer før mennesker er Marolambo, hvor der i floden findes en fiskeart, der kun findes  der. Den er ikke bare endemisk til Madagaskar men endemisk også til floden der går gennem Marolambo. Derfor er det blevet forbudt at fiske i floden, men man har ikke givet folk noget alternativ til hvad de så skal spise. MIRD arbejder i dette område, og har derfor et ønske om at give folk en alternativ måde at få fisk på, men det er en anden historie.

Tilbage til workshoppen, det er en meget praktisk workshop. Derfor får i en lille billedrække her:

Først skal skabelonen tegnes af på pappet (Godis, Lilia og Sanderson)

Derefter skæres den ud (Lilia)

Der skal foldes de rigtige steder. (Godis, Lilia og Sanderson)

 

Limen males på. (Tafita)

Man hjælper hinanden med at sætte sølvpapir på. (Niaina og Godis)

Det skal sidde pænt uden luftbobler under. (Godis)

Når limen er tør dagen efter skæres det overskydende sølvpapir af (Dr. Noro)

 

Kogeapparatet er klar, lige til at tage under armen. (Dr. Noro)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja, jeg var også med til det praktiske.

Nu skal vi bruges en sort gryde, for at den kan blive god varm, så skal den males sort.

Ja, det er rigtig nok, her bliver ret varmt! (Maminiaina, Robina og …)

Malingen på gryderne er desværre ikke helt tør, så det bliver ikke i dag vi prøver at koge noget på vores nye apparat.

Resultater

Posted on by
1

En af mine primære opgaver i mit job er, at rådgive i hvordan programmerne kan forbedre deres rapportering til Norge. Desuden at være et link mellem projekterne og Norge. Det link, som er rigtig svært at få, hvis man ikke har nogle ”norske” medarbejdere her.

I projekterne er de efterhånden ret gode til at rapportere, hvor mange der har lært at læse og skrive, hvor mange toiletter og dæmninger, der er bygget, eller hvor mange, der er blevet undervist i at dyrke ris efter en ny og forbedret metode. Men hvilken effekt eller indvirkning projektets arbejde har på de folk, der gerne skulle have gavn af projektet, det har de svært ved at vise i rapporterne. Derfor bliver jeg glædeligt overrasket hver gang jeg komme ud i landsbyerne og møder folk, der har haft gavn af projektet, og hører dem fortælle om, hvad det har gjort for deres liv.

I juni besøgte jeg en lille landsby i Fenoarivo i et tidligere regnskovsområde et par timers kørsel af jordvej syd for Ifanadiana, derefter over en flod i kano og så en times gang op mellem bjergene. Her skulle vi se en dæmning. Ærligtalt ikke et særlig spændende sted med en lille betonvæg. Thomas Mahazohanana, der havde gavn af projektet kunne fortælle, at der var 40 familier, der havde gavn af dæmningen og at de kunne dyrke mere land og de ikke behøvede at vente på at regnen skulle starte før de kunne så.

Det, som han umiddelbart fortalte, er det projekterne er gode til at rapportere, men det der er spændende er hvordan det ændre deres liv, altså hvilken effekt eller indvirkning projektet har. Det er også det vores donor i Norge efterlyser i programmernes rapporter. Det forsøgte jeg at spørge ind til. I første omgang var det svært for ham at forstå, hvad det var jeg spurgte efter. Men så forklarede han, hvad det betyder for hans familie:

  • At når de nu ikke behøvede at vente på regnen, så kunne de så i ordentlig tid.
  • Sammen med den forbedrede dyrkningsteknik de havde lært af programmet og forbedret såsæd betyder dette at de får et højere udbytte.
  • Det højere udbytte gør at de kan spise 3 måltider hver dag hele året.
  • Og de kan købe bedre tøj og en ny madras.
  • Han kan betale nogle for at arbejde i marken, så han kan dyrke mere uden selv at skulle arbejde hårdere.
  • Den ekstra indtægt brugte han også til at købe ekstra ris i høstperioden, opbevare det og så sælge det nogle måneder senere, hvor prisen er højere.

Her begynder vi at nærme os noget af det, der viser, at projekterne rent faktisk hjælper folk til at komme ud af ekstrem fattigdom. Men det er rigtig svært at dokumentere og få tal på. Det kræver noget ekstra arbejde, men også et arbejde der vil hjælpe projekterne til at se, hvordan de selv kan forbedre deres arbejde.

Jeg glæder mig til, at jeg i næste uge skal til Ivohibe i nærheden at Ihosy, for at se hvordan vores projekt der arbejder. Desuden er det en fin måde for at få trænet gassisk på en praktisk måde.

Biogastur

Posted on by
Reply

Det er gået et stykke tid siden jeg sidst har skrevet, og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget. Tværtimod har jeg oplevet så meget at jeg ikke har haft tid til at sætte mig ved computeren for at skrive blog. Men her er et lille glimt fra en tur med biogas-programmet jeg arbejder i og var på tur med i maj.

Vi bliver mødt af glade folk, der stolt viser deres køer eller svin frem. De vil gerne overbevise os om, at det er netop her projektet skal bygge et biogasanlæg. Vi er på tur rundt for at lægge de store linjer for projektet og hvor i Madagaskar vi skal bygge biogasanlæg. Men lokalt bliver det vores dygtigt lokale medarbejdere i FLM’s projekter, der udvælge de enkelte familier, der i første omgang skal have gavn at projektet. Med på turen er Tom Kamau Rode-Christoffersen, som er udviklingsrådgiver for NMS i Kina, Antenaina Rakotovao lederen af BMS/Fafi (FLM’s kontor for koordinering af landbrug) og jeg selv.

Biogas der brænderNår vi kommer rundt, er der ingen tvivl om, at der er mange, der ønsker et biogasanlæg. I området nær Miarinarivo møder vi en familie, der allerede har et biogasanlæg bygget efter samme teknik som et tidligere FLM projekt støttet af Danmission, men med kraftigere materialer end det forrige projekt.  Problemet med det forrige projekt var at biogasanlægene max holdt i 2 år. Men til gengæld har det givet folk en forsmag på de fordele der er ved biogas, og lyst til at bygge noget, der holder længere.

I Fianarantsoa området er vi også rundt og besøge flere landsbyer og vi møder bl.a. Razafinantenaina Jean Philibert og hans familie. De har 7 køer og desuden en del høns og ænder. Køerne græsser på bakkerne omkring landsbyen om dagen, men om natten er de samlet i en indhegning. Herfra kan man fint samle deres produktion af komøg og putte det i et biogasanlæg. De to ældste drenge kommer netop hjem med to store bunder af brænde, som vi kan se på billedet . Det er det familien har brug for til en dags madlavning. Det tager drengene hver en time at samle brændet. Det ville de gerne være fri for. De fortæller også at det bliver sværere og sværere at finde brænde og når vi kigger rundt kan vi også godt se, at der ikke er mange træer i området.

Vi besøger også Ifanadiana i regnskovsområdet, hvor de ikke har mange dyr, og vi egentlig ikke regnede med at der kan bygge biogasanlæg. Men den lokale projektleder af FLM’s integrerede landsbyudviklings projekt, har overbevist os om, at vi også godt kunne besøge hans projekt, når vi næsten kører forbi alligevel. Så vi stopper bilen, går ind i skoven, hopper over et lille vandløb og der inde mellem træerne er der et lille hus og ved siden af en kostald med otte malkekvæg. En blanding mellem NRF (Norsk Rødt Fe) og den lokale zebu. Dette viser os endnu en gang, at her er et stort potentiale for biogas i Madagaskar. Selvom der ikke er mangel på træer her lige nu, så er det et stort problem med afskovningen af regnskoven.

Det sidste område vi besøger på vores tur er Fort Dauphin. Det er som at lande i paradis, med de hvide sandstrande og skoven, der strækker sig op ad fjeldene lige bag byen. Men også her er afskovning et problem, både pga. minedrift, behov for byggematerialer og ikke mindst brænde til madlavning. Vi besøger en bonde inde mellem de store træer. Til vores overraskelse fortæller konen, at hun må gå en time for at finde brænde til madlavning. Vi står under 10 m høje litchi træer, men selvfølgelig fælder man ikke frugttræer for at få ved og når man kigger rundt er der ikke en kvist på jorden og op i 2 meters højde. 

På tur med MIRD 2

Posted on by
Reply

Ja, jeg lovede jo i mit sidste opslag, at skrive lidt mere om turen rundt til alle MIRD projekterne.  Fra det tørre Abovombe kørte vi tilbage til Berenty, hvor piloten, Sigrid og Kristoffer og hans forældre havde ventet i parken og oplevet lemurer og spændende natur.

Fotivolo ved Akanzoabo
Fra Berenty gik turen videre til Akanzoabo. Efter den oprindelige plan skulle vi ikke have været dertil. Alligevel havde de allerede en måned forinden gjort flystriben klar i håb om, at vi ville komme dertil. Det er nemlig ikke et område, der får besøg så ofte, fordi det ligger langt fra hovedvejen. Fra Akanzoabo var der to timers kørsel af jord/sandvej til Fotivolo, som var målet for besøget her. Da vi kørte ind i Fotivolo blev vi mødt af flere hundrede syngende og dansende mennesker, der fulgte os ind til en plads midt i landsbyen. Her holdt borgmesteren en længere tale om alt det projektet havde gjort for landsbyen. Det var godt at opleve, at det ikke kun er projektfolkene, der kan fortælle om, hvad de laver, men også myndighederne i det område, hvor de arbejder. Det viser, at de har formået at få et godt samarbejde også med myndighederne, og det vil forhåbentlig føre til en mere bæredygtig udvikling i landsbyen, der også vil fortsætte den dag projektet slutter.

Folk samlet foran rådhuset i Fotivolo for at hører borgmesterens tale og ikke mindst at se os hvide mennesker.

Efter talen var vi på tur rundt for at se marker, hvor de nu fik højere udbytte af bl.a. jordnødder og ris. Desuden så vi et træplantningsprojekt på en bakke i nærheden. Dette område er normalt også tørt, men da der var kommet meget vand de sidste måneder, var der flot knæhøjt grønt græs og alt så flot grønt ud. Men hvis man kiggede lidt nærmere, kunne man se at græsset ikke var et samlet tæppe, men spredte tuer. Der var også stadig spor af afbrændt græs på jorden, disse to ting tyder på at dette område stadig med jævne mellemrum bliver afbrændt. Det bliver brændt af for at få friskt græs til kvæget. På kort sigt virker det, men længere sigt er det katastrofalt for området. Græsset bliver mere og mere spredt og meget få træer og buske kan overleve at blive brændt hvert år. Så derfor får man ikke træer og buske, som ellers naturligt ville komme her og hjælpe med at hold på jorden. Det er ikke lovligt at afbrænde græs- eller skovområder i Madagaskar, men det er utroligt svært at kontrollere og at finde den skyldige. Der er også stor forskel på hvor meget myndighederne i gør. Det er et af de områder projekterne arbejder inden for, med at få ændret holdningen til afbrænding. Selvom vi hører at mange har ændret holdning, så er der stadig lang vej før afbrænding er stoppet. Det er trods alt heller ikke mange årtier siden vi brændte marker af i Danmark, og at det var normen af brænde græsset af rundt om sin hytte på fjeldet i Norge.

Vi overnattede på madrasser på gulvet under myggenet i projektets hus i Fotivolo. Da jeg om aftenen spurgte efter toilettet, var spørgsmålet: Hvor meget skal du? Har du brug for papir? Det havde jeg og blev derefter henvist til et sted mellem kaktusserne. I denne landsby er det, ligesom i mange andre landsbyer i Madagaskar, tabu at samle afføring. Det betyder altså, at have et toilet, hvor man jo samler afføringen et sted, er tabu.
Projektet (både her og i de andre landsbyer) arbejder også med sundhed og derigennem rent drikkevand og sanitet. De har arbejdet med at få gjort landsbyen mere ren ved at få folk til at samle affald sammen og rydde krat, så man kan der er færre myg og derved mindre malaria. Desuden har de i samarbejde med landsbyen bygget en brønd, som der er billede af på min billedside. Men det at bygge et toilet tager en del tid at få accept af. Hvis projektet bare havde bygget et toilet uden at det var godkendt af og placeringen var bestemt af landsbyen, så ville sandsynligheden, for at andre end projektets folk nogen siden ville bruge det, være minimal. Desuden ville risikoen for hærværk være stor og muligheden for senere at få indført toiletter i landsbyen være begrænset betydeligt. Men det er en af de ting projektet på sigt vil arbejde med, når tiden er klar til det.