Det første biogasanlæg på Madagaskar

Da biogasflammen tændes for første gang er Clarisse så lykkelig, at hun slet ikke kan formulere sin lykke. Hun går i stå midt i sætningen, hver gang hun vil forsøge at forklare teknikerne, hvor lykkelig hun er over at have fået biogas. Senere fortæller hun med et smil: ”Nu kan vi sige farvel til alt det sorte os på vores vægge og loft i køkkenet. Mine hænder og gryderne kan blive rene igen. Vi kan begynde at leve og lave mad som de gør i byerne.”

Clarisse og Danielle Ratalata er de første, der fik biogas på Madagaskar. Thierry og Donne, de to biogasteknikere, har arbejdet hårdt for at få bygget det første biogasanlæg. Danielle og nogle af hans naboer har også hjulpet til med det hårde arbejde. De er ret stolte, da de viser det færdige anlæg frem. Men de må vente spændt et par uger før de kan se om det virker. Først skal betonen tørre før de kan fylde det op med en god blanding af komøg og vand. Derefter går der godt en uge mere før der er gas nok til at man kan begynde at bruge den.

[singlepic id=323 w=800 h=600 float=]

Clarisse og Danielle Ratalata sammen med familie og venner ved deres biogasanlæg.

Den første biogasflamme
Det er med spænding at Thierry og Donne igen besøger Danielle og Clariesse. Ikke bare skal de teste om biogasanlægget virker, men de får også besøg af NMS Landsstyreleder Kari Skår Sørheim og generalsekretær Jeffrey Huseby fra Stavanger sammen med NMS repræsentant på Madagaskar, Arild M. Bakke. Det er ikke meget Thierry har sovet natten før, men heldigvis er der ingen af hans bekymringer, der bliver til virkelighed. Gassen brænder med sin flotte blå flamme, og de kan servere spejlæg for alle gæsterne tilberedt over den nye miljøvenlige energikilde.  (Jeffery skrev om besøget, og det kan du ser her)

Officiel åbning af biogas på Madagaskar
To uger efter gassen første gang blev tændt, er den officielle åbning af det første biogas anlæg og derved officiel åbning af biogas projektet i Madagaskar. Tilstede er både regionschefen, synode præsidenten, flere repræsentanter fra det lokale styre og de lokale kirker, repræsentant fra Amity, vores partner i Kina, rådgiveren fra NMS og nationalt TV. Det er en fin dag. Der er sat bænke og overdækning op, så de fineste af gæsterne kan sidde i skygge. Lydanlægget er klar og biogasanlægget indhegnet med silkebånd. Kage, snaks og sodavand er klar.  Indvielsen starter med en gudstjeneste, efterfulgt af taler fra synodepræsident, byrådsleder, lederne af FAFAFI, repræsentant for Amity og NMS. FAFAFI er den lutherske kirkes landbrugsudviklings arbejde i Fianarantsoa, som står for koordineringen af biogas i dette område. Båndet i rød, grøn og hvid, det gassiske flags farver, bliver klippet over, biogas projektet i Madagaskar er officielt åbnet og der er kun tilbage at spise kage og snaks og ønske hinanden tillykke og god arbejdslyst.

[singlepic id=399 w=800 h=600 float=]

Jeg får også lov til at holde tale (Foto: Gloria).

Teknologien spredes
Danielle Ratalata’s biogas anlæg er færdigt og fungerer fint, alligevel møder Danielle op, da der er biogaskursus. Han vil nemlig gerne være med til at opfordre sine naboer til at få biogas og at hjælpe dem med at bygge. Da Chen JiaHai, chef biogasteknikeren fra Kina, på kurset spørger deltagerne, hvad deres oplevelse med biogas er, lyder svaret fra Danielle: ”Jeg er så glad! Jeg er overrasket over at komøg kan blive til noget, som vi kan bruge til at koge vores mad. Det er næsten ubegribeligt, men det virker. Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg nogen sinde skulle blive fri for at samle brænde. ”

Danielle arbejder også med, da vi dagene efter, som en del af undervisningen, bygger endnu et biogasanlæg. Der bliver arbejdet hårdt mens Chen JiaHai holder kritisk øje med hvordan arbejdet foregår, og hvordan de udlærte biogasteknikere giver deres viden videre. Han er generelt godt tilfreds, men der er nogle små detaljer, der skal forbedres og der er ting de skal være mere opmærksomme på under byggeriet.

Thierry sveder nede i den varme tank, men han er glad for det hårde arbejde og for at lære fra sig. Donne og Thierry står for den praktiske del af kurset. De forklarer og viser de nye teknikere, hvordan de skal gøre. Efter dette kursus har 30 teknikere mere fået undervisning i, hvordan man bygger og vedligeholder biogasanlæg. De kommer til selv at kunne bygge biogasanlæg, når de har bygget et par stykker sammen med en af de 5 teknikere, der var i Kina og nu er biogas eksperterne her i Madagaskar. I løbet af de næste 3 år skal der bygges tæt ved 500 biogasanlæg i Madagaskar.

[singlepic id=421 w=800 h=600 float=]

Danielle arbejder hårdt

Du kan se flere billeder på min billedside.

Eller læse mere om programmet og støtte arbejdet på:
www.nms.no/madagaskar/internasjonalt-utvekslingsprogram-for-biogass-article3698-328.html

 

Interview med biogastekniker

”Jeg blev biogastekniker, fordi jeg godt kan lide at arbejde med de lokale bønder langt ude på landet. Jeg vil gerne gøre en forskel for dem, for miljøet og for vores land. Jeg har før arbejdet som frivillig for LFMB og elskede mit arbejde. ” (LFMB er kirkens integrerede udviklings projekt i Ihosy og hed før SOFABA.)

”Jeg tror på at Madagaskar vil blive landet for biogas.”

Jeg mødes med Theirry en varm sommerdag i januar på Isoraka i Antananarivo. Han fortæller glædestrålende om arbejdet som biogastekniker. Lige nu holder vi en pause i byggeriet af biogas på grund af regntiden. Så han har tid til at rejse her til hovedstaden for at hjælpe sin bror lidt.

Theirry er vores yngste biogastekniker på 25 år. Han er en af de 5, der var i Kina for at lære at bygge biogasanlæg og de skal de næste 3 år stå for byggeriet af tæt ved 500 biogasanlæg her på Madagaskar. Umiddelbart ligner han bare en ung dreng, men når man ser ham bygge biogasanlæg og arbejde sammen med de lokale bønder, så er det tydeligt at han er en rigtig biogastekniker.

[singlepic id=457 w=800 h=600 float=]

De to biogasteknikere: Chen JiaHai og Niaina Thierry Iarivelo

Facts om Theirry
Theirry er vokset op i Antsirabe. På videregående valgte han en linje, der fokuserede på arkitektur, dvs. om bl.a. konstruktioner og bygninger. Derfra har han en god viden om, hvordan man tegner og forstår de tekniske tegninger, som er god at have, når man bygger biogasanlæg og især når man skal lære det videre. Efter videregående startede han på sociologi på universitetet, men efter et år måtte han stoppe fordi hans familie ikke længere havde råd til at betale skolepenge. Derefter læste han noget mere engelsk. Mens han studerede, arbejdede han frivilligt for LFMB og de grønne skoler i Bara området i ferierne. Han var med til at tage imod volontører fra Norge og rejse med dem ud til landsbyerne for at se projektets arbejde og opleve livet og kulturen i en landsby.

I 2010-11 var han 10 måneder i Norge på Tomb Jordbruksskole, hvor han lærte mere om jordbrug og for første gang så et biogasanlæg. Det var godt nok lidt større og med lidt mere kompliceret styring end dem vi bygger på Madagaskar, men interessen var vakt.

Hvad er din bedste oplevelse med biogasprojektet?
Min bedste oplevelse var at se hvordan man bygger biogasanlæg i Kina og lære selv at bygge. Den var også en stor oplevelse at bygge det første biogasanlæg her på Madagaskar. Specielt da vi tændte gassen for første gang. At se ejeren og hans kone, hvor glade de blev og hvor stor en forskel biogasanlægget gør for deres liv. Ja, der er mange gode oplevelser i biogas projektet.

Hvad var det mest udfordrende ved biogasprojektet?
Det mest udfordrende og det, der har givet mig flest bekymringer, var da vi byggede det første biogasanlæg her på Madagaskar. Ville det komme til at virke? Hvad ville der ske, hvis det ikke virkede? Jeg har heldigvis en god kollega, Donne (Jean Dieu-Donné Richard Ranaivoarisoa). Vi arbejdede sammen om det første biogasanlæg og havde mange gode diskussioner, både mens vi arbejdede og sent ud på aftenen. Men det kom til at virke! Og nu virker alle de 4 biogasanlæg, vi har bygget i vores område i 2012. Så jeg glæder mig til at bygge endnu flere og gøre endnu flere glade de næste år.

Hvad er effekten af biogasprojektet?
Indtil nu kan vi se, at folk er motiverede. Jeg tror vi kommer til at se noget stort. Forestil dig at vi får beskyttet miljøet og at bjergene rundt om derved bliver grønnere.

Fordelene for bønderne er, at de sparer tid på at samle ved, så de i stedet kan bruge tid på deres jordbrug. De får også et mere rent køkken og det bliver lettere at lave mad.

[singlepic id=400 w=800 h=600 float=]

De to teknikere, Theirry og Donne ved det første biogasanlæg

Du kan læse mere om og støtte biogasprogrammet på NMS hjemmeside her:
www.nms.no/madagaskar/internasjonalt-utvekslingsprogram-for-biogass-article3698-328.html

Billeder fra MIRD Evalueringen

I november skulle MIRD og et par andre projekter evalueres. Derfor rejste jeg med evalueringsteam og projektlederne rundt for at besøge bl.a. MIRD projekterne. Det var en spændende tur, og som altid opmuntrende at komme rundt og se alt det gode arbejde projekterne gør. Jeg har lavet en lille billedserie med lidt tekst, så I også kan få en lille tur rundt til projekterne. Den kan I se under billeder eller ved at klikke her.

[singlepic id=361 w=800 h=533 float=]

I morgen tager jeg til østkysten på ferie. Det bliver fint at komme væk fra computeren og arbejdet efter nogle travle måneder. Tror det bliver en god ferie til at lade op til endnu flere spændende oplevelser i 2013.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Besøg fra Etiopien

Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.

I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.

Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.

[singlepic id=320 w=800 h=600 float=]

Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana

Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.

Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.

[singlepic id=321 w=800 h=600 float=]

Martino viser dæmningen frem

Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.

[singlepic id=322 w=800 h=600 float=]

Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas

Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.

Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.

Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.

[singlepic id=324 w=800 h=600 float=]