Biogastur

Det er gået et stykke tid siden jeg sidst har skrevet, og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget. Tværtimod har jeg oplevet så meget at jeg ikke har haft tid til at sætte mig ved computeren for at skrive blog. Men her er et lille glimt fra en tur med biogas-programmet jeg arbejder i og var på tur med i maj.

Vi bliver mødt af glade folk, der stolt viser deres køer eller svin frem. De vil gerne overbevise os om, at det er netop her projektet skal bygge et biogasanlæg. Vi er på tur rundt for at lægge de store linjer for projektet og hvor i Madagaskar vi skal bygge biogasanlæg. Men lokalt bliver det vores dygtigt lokale medarbejdere i FLM’s projekter, der udvælge de enkelte familier, der i første omgang skal have gavn at projektet. Med på turen er Tom Kamau Rode-Christoffersen, som er udviklingsrådgiver for NMS i Kina, Antenaina Rakotovao lederen af BMS/Fafi (FLM’s kontor for koordinering af landbrug) og jeg selv.

Biogas der brænderNår vi kommer rundt, er der ingen tvivl om, at der er mange, der ønsker et biogasanlæg. I området nær Miarinarivo møder vi en familie, der allerede har et biogasanlæg bygget efter samme teknik som et tidligere FLM projekt støttet af Danmission, men med kraftigere materialer end det forrige projekt.  Problemet med det forrige projekt var at biogasanlægene max holdt i 2 år. Men til gengæld har det givet folk en forsmag på de fordele der er ved biogas, og lyst til at bygge noget, der holder længere.

I Fianarantsoa området er vi også rundt og besøge flere landsbyer og vi møder bl.a. Razafinantenaina Jean Philibert og hans familie. De har 7 køer og desuden en del høns og ænder. Køerne græsser på bakkerne omkring landsbyen om dagen, men om natten er de samlet i en indhegning. Herfra kan man fint samle deres produktion af komøg og putte det i et biogasanlæg. De to ældste drenge kommer netop hjem med to store bunder af brænde, som vi kan se på billedet . Det er det familien har brug for til en dags madlavning. Det tager drengene hver en time at samle brændet. Det ville de gerne være fri for. De fortæller også at det bliver sværere og sværere at finde brænde og når vi kigger rundt kan vi også godt se, at der ikke er mange træer i området.

Vi besøger også Ifanadiana i regnskovsområdet, hvor de ikke har mange dyr, og vi egentlig ikke regnede med at der kan bygge biogasanlæg. Men den lokale projektleder af FLM’s integrerede landsbyudviklings projekt, har overbevist os om, at vi også godt kunne besøge hans projekt, når vi næsten kører forbi alligevel. Så vi stopper bilen, går ind i skoven, hopper over et lille vandløb og der inde mellem træerne er der et lille hus og ved siden af en kostald med otte malkekvæg. En blanding mellem NRF (Norsk Rødt Fe) og den lokale zebu. Dette viser os endnu en gang, at her er et stort potentiale for biogas i Madagaskar. Selvom der ikke er mangel på træer her lige nu, så er det et stort problem med afskovningen af regnskoven.

Det sidste område vi besøger på vores tur er Fort Dauphin. Det er som at lande i paradis, med de hvide sandstrande og skoven, der strækker sig op ad fjeldene lige bag byen. Men også her er afskovning et problem, både pga. minedrift, behov for byggematerialer og ikke mindst brænde til madlavning. Vi besøger en bonde inde mellem de store træer. Til vores overraskelse fortæller konen, at hun må gå en time for at finde brænde til madlavning. Vi står under 10 m høje litchi træer, men selvfølgelig fælder man ikke frugttræer for at få ved og når man kigger rundt er der ikke en kvist på jorden og op i 2 meters højde. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *