Ja, jeg lovede jo i mit sidste opslag, at skrive lidt mere om turen rundt til alle MIRD projekterne.  Fra det tørre Abovombe kørte vi tilbage til Berenty, hvor piloten, Sigrid og Kristoffer og hans forældre havde ventet i parken og oplevet lemurer og spændende natur.

Fotivolo ved Akanzoabo
Fra Berenty gik turen videre til Akanzoabo. Efter den oprindelige plan skulle vi ikke have været dertil. Alligevel havde de allerede en måned forinden gjort flystriben klar i håb om, at vi ville komme dertil. Det er nemlig ikke et område, der får besøg så ofte, fordi det ligger langt fra hovedvejen. Fra Akanzoabo var der to timers kørsel af jord/sandvej til Fotivolo, som var målet for besøget her. Da vi kørte ind i Fotivolo blev vi mødt af flere hundrede syngende og dansende mennesker, der fulgte os ind til en plads midt i landsbyen. Her holdt borgmesteren en længere tale om alt det projektet havde gjort for landsbyen. Det var godt at opleve, at det ikke kun er projektfolkene, der kan fortælle om, hvad de laver, men også myndighederne i det område, hvor de arbejder. Det viser, at de har formået at få et godt samarbejde også med myndighederne, og det vil forhåbentlig føre til en mere bæredygtig udvikling i landsbyen, der også vil fortsætte den dag projektet slutter.

Folk samlet foran rådhuset i Fotivolo for at hører borgmesterens tale og ikke mindst at se os hvide mennesker.

Efter talen var vi på tur rundt for at se marker, hvor de nu fik højere udbytte af bl.a. jordnødder og ris. Desuden så vi et træplantningsprojekt på en bakke i nærheden. Dette område er normalt også tørt, men da der var kommet meget vand de sidste måneder, var der flot knæhøjt grønt græs og alt så flot grønt ud. Men hvis man kiggede lidt nærmere, kunne man se at græsset ikke var et samlet tæppe, men spredte tuer. Der var også stadig spor af afbrændt græs på jorden, disse to ting tyder på at dette område stadig med jævne mellemrum bliver afbrændt. Det bliver brændt af for at få friskt græs til kvæget. På kort sigt virker det, men længere sigt er det katastrofalt for området. Græsset bliver mere og mere spredt og meget få træer og buske kan overleve at blive brændt hvert år. Så derfor får man ikke træer og buske, som ellers naturligt ville komme her og hjælpe med at hold på jorden. Det er ikke lovligt at afbrænde græs- eller skovområder i Madagaskar, men det er utroligt svært at kontrollere og at finde den skyldige. Der er også stor forskel på hvor meget myndighederne i gør. Det er et af de områder projekterne arbejder inden for, med at få ændret holdningen til afbrænding. Selvom vi hører at mange har ændret holdning, så er der stadig lang vej før afbrænding er stoppet. Det er trods alt heller ikke mange årtier siden vi brændte marker af i Danmark, og at det var normen af brænde græsset af rundt om sin hytte på fjeldet i Norge.

Vi overnattede på madrasser på gulvet under myggenet i projektets hus i Fotivolo. Da jeg om aftenen spurgte efter toilettet, var spørgsmålet: Hvor meget skal du? Har du brug for papir? Det havde jeg og blev derefter henvist til et sted mellem kaktusserne. I denne landsby er det, ligesom i mange andre landsbyer i Madagaskar, tabu at samle afføring. Det betyder altså, at have et toilet, hvor man jo samler afføringen et sted, er tabu.
Projektet (både her og i de andre landsbyer) arbejder også med sundhed og derigennem rent drikkevand og sanitet. De har arbejdet med at få gjort landsbyen mere ren ved at få folk til at samle affald sammen og rydde krat, så man kan der er færre myg og derved mindre malaria. Desuden har de i samarbejde med landsbyen bygget en brønd, som der er billede af på min billedside. Men det at bygge et toilet tager en del tid at få accept af. Hvis projektet bare havde bygget et toilet uden at det var godkendt af og placeringen var bestemt af landsbyen, så ville sandsynligheden, for at andre end projektets folk nogen siden ville bruge det, være minimal. Desuden ville risikoen for hærværk være stor og muligheden for senere at få indført toiletter i landsbyen være begrænset betydeligt. Men det er en af de ting projektet på sigt vil arbejde med, når tiden er klar til det.

Fra d. 29. februar til d. 9. marts har jeg på 10 dage været rundt og besøge alle projekterne i MIRD (Malagasy Integrated Rural Development Program, som jeg er rådgiver i). Det burde egentlig ikke kunne lade sig gøre, da det tager op til flere dage at køre ud til nogle af projekterne. Men da vi havde besøg fra NMS hovedkontor i Norge og skulle nå det hele på de 12 dage de var her, var der ikke meget tid at spilde, og derfor brugte vi MAF (Mission Aviation Fellowship) og deres lille 10 personers fly.

Vorehe:
Vi bliver mødt af det meste af landsbyen, da vi lander på græs/sandstriben ved Vorehe midt i ”skoven” på vestkysten af Madagaskar lidt nord for Toliara. Det er fantastisk af flyve over Madagaskar. På denne tid er det meste grønt. Pga. de mange cykloner i år, er selv de steder, der ikke får regn hvert år, flotte grønne med knæhøjt græs mellem de spredte træer så langt øjet rækker. De spredte træer minder os om, at der tidligere var skov her ved Vorehe, hvor Mikea folket lever. Oprindelig levede de af rødder og hvad de ellers kunne finde i skoven. Men bl.a. pga. befolkningstilvæksten er det ikke muligt mere.

Vi er ankommet et par dage for tidligt, fordi endnu en cyklon er på vej, og vi derfor ikke kunne tage til det sted, vi havde planlagt at besøge først. Så derfor bliver vores rejse nu planlagt, så vi kan undgå at flyve i cyklonen og ikke skal lande på eller lette fra alt for våde og bløde flystriber. Så vi får lidt ekstra ventetid, og projektet og folk er ikke helt forberedte på, at vi kommer. Men alligevel står de glade frem og fortæller om de positive resultater vores støtte både gennem MIRD og andre projekter har og om den positive indvirkning på landsbyerne. Vi får også at vide, hvad nogle af problemerne er, og hvordan kirkens skole har svært ved at løbe rundt, fordi støtten til den bliver skåret ned, og de ikke har mulighed for at hæve skolepengene så hurtigt. Men samtidig ser de muligheder og løsningsforslag. Det er spændende at se hvordan projektet er med til at ændre tankegangen fra at have en modtagermentalitet til en mere deltagende og tagen ansvar for egen udvikling.

Udviklingsarbejdet starter ofte med skrive- og læseoplæring for de voksne. Det er et godt grundlag for de øvrige aktiviteter, at folk kan læse, skrive og regne. Vi hører også på turen fra flere at dem, der har lært at læse, at det har åbnet deres øjne, for hvad de kan gøre for at forbedre deres levestandard og mulighederne for deres børn. Da vi arbejder igennem kirken fortæller en del af dem også, hvordan de har lært selv at læse i biblen, og nu også kan læse op af den ved gudstjenester og møder. Skrive-, læse- og regneoplæring er fælles for alle projekterne og ikke kun gældende for Vorehe.

Videre til Ambovombe:
Fra Vorehe flyver vi videre mod Berenty mod sydøst, helt syd i Madagaskar. Vi mellemlander i Toliara for at tanke og spise frokost (lunsj).  Det er specielt at lande i sådan en almindelig (dog lille) lufthavn og gå fra vores lille fly og ud af bagindgangen i lufthavnen. Da vi er tilbage efter at have spist, ser vi folk, der sidder og venter eller står i kø ved indtjekning, helt som i en almindelig lufthavn. Vi benytter toilettet, og går så igen af bagindgangen hen til vores lille fly, der holder og venter på os. Speciel oplevelse især i kombination med den kontrast man oplever, når man kommer fra landsbyen ind i en god restaurant i Toliara.

Fra Toliara går turen øst på mod Berenty, hvor vi lander i en privat naturpark. Derfra kører vi af, noget der tidligere var en asfaltvej, men nu er en dårlig sandvej til Abovombe. Abovombe ligger i den tørreste del af Madagaskar. Det er ikke hver hvert år, der kommer regn her. Det gør det til et barsk sted at bo, og befolkningen her anses for at være en del af de fattigste i Madagaskar. Det er vi ikke den eneste organisation der er opmærksom på, og overalt i Abovombe ser man skilte med forskellige organisationer som WFP, Unicef, osv.

I Abovombe møder vi Femolily. Femolily er leder af Fanilo i området. Fanilo er FLM (Den Gassisk Lutherske Kirke)’s udviklingsarbejde, som er basseret på frivillige. Vi (MIRD) støtter Fanilo arbejdet i Abovombe. Man kan mærke at Femolily brænder for arbejdet i Fanilo, når han med stort engagement viser projekter frem og fortæller om arbejdet og resultaterne. Du kan læse mere om Femolily og hans arbejde på s. 3 i Nosy Malala fra december 2011.

På turen rundt besøger vi bl.a. Taza som energisk fortæller om alle sine projekter. F.eks. hvordan han presser olie af frøene fra ricinusbusken, som er efterspurt til medicinsk brug og derfor er værdifuldt. Rundt omkring på grunden ser man hans forskellige projekter, og man kan mærke at han brænder for, at folk her i omegnen skal kunne komme til at brødføde sig selv. Han har lavet en stor beholder til opsamling af regnvand og noget rensning af spildevand, så det kan genbruges. Han vil bevise, at han kan være selvforsynende med vand. Han spørger:
”Har vi virkelig et problem med for lidt vand eller er det rettere et problem med forvaltningen af vandet?”
Et provokerende spørgsmål i et område, hvor folk flere steder må gå 20km for at få vand. Men samtidig det spørgsmål der viser, at han vil gøre noget, ikke bare ved sit eget problem, men ved problemerne også for dem, der bor rundt om ham og ikke har råd til at lave samme investeringer som ham selv.
Taza kan du læse mere om på side 12-13 i ”Misjonstidende nr. 2-2012” (bliver dog først tilgængelig på nettet fra juni).

Ankomst i Vorehe

Vi er her nået knap halvvejen af turen, men resten kommer senere, for ellers bliver det vist alt for langt at læse. Desuden er det I får her bare et lille udpluk af, det vi har set og ikke en fuld rapport for turen eller projekterne.

I går var jeg med mine kollegaer på deres stam ”restaurant”. Min gassiske chef var ikke helt sikker på, at jeg kunne spise der, men heldigvis syntes sekretæren, at det ville være rigtig hyggeligt hvis jeg var med. Chefen er ikke helt sikker på at os vazaha (udlændinge/europæere) kan spise gassisk mad.

Det var da lidt af en oplevelse at komme ind igennem sådan en markedsplads, hvor kødet hænger i varmen og grøntsagerne ligger i boderne ved siden af, mens fluerne sværmer om det hele. Men inde i hjørnet af markedspladsen var nogle smalle borde op langs vægen og en bænke ved siden af. Der satte vi os og fik serveret ”vary sy laoka” – ris med tilbehør. I dag var tilbehøret svin og gulerødder, selvfølgelig kogt godt og længe. Derefter fik vi majssuppe. Udmærket mad og mere end jeg kunne spise for knap 3 kroner.

I dag kan jeg oplyse at maven stadig har det fint! Så der vil jeg helt sikkert gå med og spise igen.

Lige før jul flyttede jeg som før beskrevet til Tana. I starten af januar begyndte jeg så på job.
Jeg skal arbejde i to programmer. Det ene er et biogas-program. Det føler jeg, at jeg rimelig hurtig er kommet i gang med. Det er et program, hvor en type biogasanlæg, der har været brugt i Kina i nogle år, skal implementeres her i Madagaskar. Kort fortalt så skal dem fra Kina lære os her i Madagaskar, hvordan man bygger relativt simple og holdbare biogasanlæg. Et biogasanlæg passer til en familie med 4 grise eller nogle køer, og kan lave gas nok til at man kan lave to varme måltider om dagen. Der er rigtig mange miljø- og sundhedsfordele ved det, så det er et rigtig spændende projekt. Jeg har hurtigt fået nogle arbejdsopgaver med at kommentere på forskellige dokumenter.
Det andet program, jeg skal arbejde med, er et integreret landsbyudviklings program. Det er et noget større program og noget mere komplekst. Så det kræver lidt mere tid at få overblikket over det. Jeg har snakket meget med lederen af programmet, men stadig er alle projekterne mest nogle tal i et regneark for mig. Jeg glæder mig til at jeg om 1½ uge skal på tur rundt for at besøge en del af projekterne.
Udover arbejdet, så har jeg stadig gassiskundervisning. Jeg har fået en ny lærer med en anden tilgang til undervisningen og med lidt mere induktive undervisningsmetoder. Det betyder at jeg nogle gange bliver lidt frustreret af undervisningen, men samtidig kan jeg se, at det virker. Han lægger mere vægt på at snakke end på grammatik. Desuden bruger jeg hver dag gassisk på kontoret og til at klare mig i andre dagligdagssituationer. Så selvom jeg stadig synes, jeg mangler ord, så hjælper det efterhånden lidt.

Da jeg endnu ikke har nogle billeder fra mit job, så får I her et billede af den strand, som jeg tilbragte min nytårsferie på.

Kulturchok er egentlig et underligt begreb (og ofte brugt forkert, om det første møde med en ny kultur). Men i det mindste giver billedet af kurven, som jeg har set på forskellige forberedelseskurser, mig en forståelse af, at det er helt normalt med humørsvingninger og at være træt af det hele. Samtidig giver det mig også styrke til at tage en dyb indånding og grine (le) lidt af mig selv, og lade være med at blive alt for irriteret over alt det der jo i virkeligheden er småting!
Erkendelse af hvorfor, jeg for et par uger siden blev så irriteret over småting, har gjort, at jeg er blevet bevist på det og ikke bliver så irriteret mere. Så nu kan jeg igen møde hverdagens udfordringer med et smil! Overskuddet er kommet igen, og forhåbentlig får jeg også snart tid til at skrive et blogindlæg om mit spændende arbejde.

Udfordringen med at finde den …

Ja, jeg havde for en stund lidt svært ved at komme i julestemning her i de 25°C varme. Af en volontør, der tidligere har været missionærbarn her i Madagaskar, har jeg fået at vide, at lithci er smagen af jul. De er flotte røde, og jeg har spist en del at dem. Selvom de smager rigtig godt, så synes jeg endnu ikke de smager af jul, men det kan være at det kommer efter et par år her på øen.

Hvis julestemning derimod er lig med travlhed (som den ofte er i Danmark), så hjalp det lidt en dag midt i december. Hele formiddagen havde jeg gassiskundervisning, som jeg havde hver eneste dag. Om eftermiddagen havde jeg 3 møder lige efter hinanden, så det første møde var knap nok slut inden det næste startede. Om aftenen havde vi juleklip for de voksne. Jeg føler, at jeg havde program fra 8 morgen til 10 aften, så var godt træt, da jeg lagde mig til at sove.

Søndagen inden havde vi haft juleklip med alle de norske børn og nogle af deres forældre her i Antsirabe og dem fra Tana. Det var vældigt hyggeligt, og jeg fik lavet de tre fine bast-engle, som I kan se på billedet. Det bragte da også lidt julestemning.

En eftermiddag havde vi julekagebagning. Vi medbragte hver vores dej, og så bagte vi en masse forskellige julekager. Det er en rigtig god tradition. Man får forskellige julekager, uden at skulle lave en masse forskellige selv. Desuden var det jo hyggeligt at være samlet os kvinder i NMS i Antsirabe. Duften fra julekagebagningen hjalp også på julestemningen.

Lillejuleaftensdag opførte de norske børn julespil. Det var et flot julespil. Alle børnene var med og stillede sig glade op og sang, nogle af dem endda solo. Efter julespillet sluttede vi af med at spise risengrød. Så selvom det var midt på dagen, så fulgte det helt min tradition hjemmefra med at spise risengrød lillejuleaften.

Lillejuleaftensdag var også den dag, jeg flyttede til Tana. Renault Kangoo’en blev pakket med 4 personer, alle mine ting og lidt bagage til mine tre danske, tyske og norske passagerer. Derefter gik turen nord på mod Tana. Jeg regnede med at jeg nok skulle finde Tana, men det spændende var om jeg kunne finde gennem Tana til Isoraka. Men med en fin vejbeskrivelse gik det fint.

Juleaften var jeg blevet inviteret til Mette og Simon og deres ½ år gamle søn, Samuel. Mette og Simon er danske, missionærer for Danmission og bor i Tana. Hyggelige og dejlige mennesker, som jeg glæder mig til at se mere til, når nu jeg er flyttet her til Tana. Til at fejre jul hos Mette og Simon var Birgitte og Daniel også med. De er et dansk/tysk volontørpar for Danmission og underviser på det teologiske fakultet, SALT i Finanarantsoa.

Vi havde en rigtig hyggelig jul med æbleskiver, and, svesker og æbler, rødkål, hvide kartofler, brunkartofler, brunsovs, risalamande, jordbærsovs, rødvin, hyggeligt selskab, juletræ, julesalmer, juleevangeliet, julegaver, og alt andet der skal til for at det bliver rigtig jul!

På Mettes blog for juleaften kan I se et billede af vores hyggelige julebord.

Lidt hverdags liv, fra en af de dage, hvor jeg føler, at jeg lever og forstår hvorfor, jeg er her.

Torsdag d. 8. december 2011: Om formiddagen har jeg 4 timers gassisk undervisning. I dag lærte jeg en masse gloser om husdyrbrug. Det er ikke min lærers stærkeste side, så en del af ordene forklarede han, og så diskuterede vi os frem til, hvad det betød på engelsk. Jeg er nået igennem det meste af grammatikken. Derfor forslog læreren for en uge siden, at vi skulle arbejde med nogle tekster f.eks. bibelen. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod at læse bibelen. Men da jeg ikke kommer til at bruge den direkte i mit arbejde, har jeg fundet en bog om økologisk jordbrug, som jeg mener, er mere relevant. Den er skrevet til småbønder her i Madagaskar, men der er alligevel en del fagudtryk, som læreren ikke kender på engelsk. F.eks. er den direkte oversættelse af det gassiske ord for næringsstoffer; ”tasty-food”… Til gengæld er ”foder”; ”dyrenes mad”, og det giver jo god mening.

Om eftermiddagen var jeg på landbrugsskolen. Det er altid hyggeligt at være der, gå i marken med eleverne, snakke gassisk og grine sammen (ikke på norsk, hvor grine betyder at græde, med på dansk, hvor det betyder at le). Denne dag lugede vi i en soja mark. Efter godt en time begyndte det at regne, og vi gik i læ under et halvtag og stod og snakkede der den næste time.

Det er regntid, så det er helt normalt, at det regner en time eller to om eftermiddagen. Men her ser vi også klimaforandringerne, eller hvad det nu er, for det regner også en del nætter og sågar også om formiddagen.

Nogle dage har jeg været med til at malke, og eleverne synes det er vældig sjovt, at jeg også sidder ved koen og malker med hånden ned i en kop. Når de fire køer på den lille demonstrationsgård, hvor jeg har praktik, er malket, bæres den over på den store gård. Der har de mange køer og malkemaskiner. Her bliver mælken fyldt på poser, som så bliver solgt på markedet og i butikker rundt omkring. De har endda et pasteuriseringsanlæg, men det er for dyrt i strøm at bruge det, så mælken bliver ikke pasteuriseret. Det betyder, at man må koge mælken, ellers bliver man syg. Det har nogle af mine kollegaer og deres børn også erfaret.

Da arbejdsdagen var slut ved 5 tiden kørte jeg hjem igen. Da jeg nåede hjem og åbnede døren blev jeg mødt af en duft af nybagte boller. Helt fantastisk dag!

Jeg har ikke lige noget billede fra dagen, men her er udsigten fra min hoveddør på en regnvejrsdag.

Jeg er nået det punkt i min gassiskundervisning, hvor det egentlig går udmærket, når jeg sidder inde i klassen. Jeg kan forstå de underlige gramattiske systemer, fordi min lærer sætter det dejlig matematisk op. Men når jeg så kommer uden for klasserummet, og skal til at kommunikerer, så kniber det med at huske ordene og hvilken struktur, man bruger i den sammenhæng. Derfor har jeg i denne uge hver formiddag været i praktik på landbrugsskolen Tombontsoa 7km her fra Antsirabe. Om eftermiddagen havde jeg et par timer med sproglæreren, hvor vi snakkede om det, jeg havde lært i marken og repeterede sætningsstrukturer.

Det var dejligt at komme ud og bruge kroppen og samtidig få brugt det gassiske sprog lidt mere praktisk. Jeg arbejdede sammen med 5 elever om at så bønner. Et par stykker af dem kunne lidt engelsk, så de kunne oversætte de udsagnsord, der ellers kan være lidt svære at vise uden ord. De var også meget tålmodige og hørte mig i de ord vi brugte igen og igen og igen…

Næste uge fortsætter jeg med at have gassisk undervisning om formiddagen, og så på Tombontsoa om eftermiddagen.

Mamboly tsaramaso isika - VI planter bønner. Ja, jeg var også med, selvom jeg ikke er på billedet

Endelig kan jeg skrive noget job-relateret på min blog. Den 1.-11. november var jeg på studietur til Etiopien. Turen var for nogle af medarbejderne i MIRD. Det program som jeg skal være rådgiver for, når jeg begynder arbejdet til januar.

MIRD

MIRD står for: ”The Malagasy Integrated Rural Development Program”. Dvs. integreret landsbyudvikling. Integreret betyder at programmet har projekter inden for uddannelse, sundhed, landbrug osv. Programmet er finansieret af Norad (”det norske Danida”). I øjeblikket har programmet projekter i det østlige, sydlige og sydvestlige Madagaskar. Det er områder, som det tager dage at rejse til i bil fra Tana.

Når jeg fortæller udenforstående om, hvad jeg skal arbejde med, så spørger mange; ”Landsbyudvikling, hvordan kan du så bo og arbejde i Tana (hovedstaden), det er jo ikke en landsby?”. Det har de jo sådan set ret i, men det jeg primært kommer til at arbejde med, er dokumentationen af programmet, og hovedkontoret for det er i Tana. Jeg forventer, at jeg kommer til at rejse en del, og jeg har allerede nu fået at vide, at vi skal rundt til møder i de forskellige projekter fra februar. Derefter kan jeg helt sikkert skrive mere om projekterne her i Madagaskar.

Med hensyn til hvordan jeg kan arbejde med landsbyudvikling fra hovedstaden, så er der sket ændringer de sidste år af vores rolle som missionærer. Den er ændret fra at være dem, der arbejdede i landsbyerne, eller projektledere til nu at være konsulenter. Det betyder at programmet og projekterne er ledet af lokale medarbejdere. Min rolle som rådgiver bliver på det administrative niveau, bl.a. med at få dokumentationen til at leve op til Norad’s krav. Det betyder også, at programmet kan køre videre når missionæren tager hjem.

Programmet i Etiopien

Men tilbage til hvad jeg oplevede i Etiopien. Dette er ikke en rapportering over alt, hvad vi oplevede, men bare lidt udpluk. Jeg har før skrevet om udfordringerne med turen der til og min bagage. Men derudover var det en god og lærerig tur. I Etiopien har de et program der svarer lidt til MIRD, det hedder DASSC. Der er dog nogle strukturmæssige forskelle på DASSC og MIRD. Da de fleste af dem, der var med på studieturen fra MIRD ikke arbejder med programdokumenterne, men udførelsen af projekterne, var det det studieturen havde mest fokus på. Jeg syntes dog det var spændende at høre om strukturen, og når jeg kommer mere ind i arbejdet i MIRD, tror jeg det kan give inspiration til arbejdet.

Vi havde et oplæg om, hvordan de bruger frivillige, og uddanner dem til at facilitere diskussioner i deres landsby. Diskussionerne skal føre til, at de får defineret deres problemer, og hvad de selv kan gøre ved det. For jer der er inden for udvikling, så vil jeg kaldet det PRA, dvs. at det er noget jeg har lært om på studiet. Men fra det gassiske team blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan man kan motivere folk uden at give dem penge, redskaber eller andet. Samtidig var spørgsmålet, hvordan det kunne være bæredygtigt at det var frivillige man uddannede. Så selvom jeg mener, at vi allerede har projekter, der arbejder med noget af det samme, så bliver det rigtig spændende at arbejde med i Madagaskar, og se om det ikke også fungerer her.

Vi rejste en del rundt og besøgte kvindegrupper, finansieringsforeninger og bønder med selvstændige projekter. Blandt andet fokuserede miljø- og landbrugsprojekterne på forbedrede afgrøder, bevarelse af skoven og genoprettelse af stærkt eroderet land. På min billedside kan I se lidt der fra, og der er også en beskrivende tekst til hvert enkelt billede, der forhåbentlig i helhed fortæller en historie om turen.

Jeg sidder lidt med tanken nu, at jeg næsten ved mere om programmet i Etiopien end det jeg skal arbejde med her i Madagaskar. Men samtidig synes jeg at diskussionerne og gassernes spørgsmål lærte mig en del om programmet her.

Det var samtidig spændende at møde mine missionær-kollegaer i Etiopien. Utrolig flinke og dygtige folk, som jeg bestemt tror kunne være gode at arbejde sammen med. Det var også fint at få sat boligforholdene her lidt i perspektiv, vi har det jo godt. IKEA-stole, varmt vand i hanen, træk-og-slip og internet. Hvad mere kan man dog ønske sig… Jo, vi kan helt sikkert finde på ting, vi mangler her også. Men jeg synes egentligt, jeg har det godt, selvom der ikke er helt samme luksus som hjemme i Danmark. Jeg kæmper også stadig med sproget, og selvom det kan være frustrerende, så føler jeg, at jeg begynder at forstå bare lidt af hvad der foregår på gassisk, især i løbet af studieturen i Etiopien.

Det første at mange gruppebilleder på vores tur i Etiopien. Her er missionærene Klaus og Aslak med på billedet.

Da jeg ankom til lufthavnen i Tana d. 1. november, og skulle tjekke ind, fortalte den flinke dame bag skranken, at flyet var 3 timer forsinket. Derfor kunne jeg ikke nå mit fly videre fra Nairobi til Addis. Men der var mange ledige pladser på det næste, så jeg kunne være fremme i Addis kl. 5:30 næste morgen i stedet for kl. 11 sammen aften. Vi skulle på turne til Vest-Etiopien næste morgen kl. 7, så det kunne jeg heldigvis lige nå. Jeg skulle blive booket om til det næste fly i Nairobi, og det samme med min bagage, for det kunne de ikke klare i Tana. Efter få timers søvn på henholdsvis en stolerække og gulvet i lufthavnen i Nairobi, nåede jeg fint frem til Addis, fik visum uden problemer og nåede frem til bagagebåndet. Der ventede jeg uden held… Det viste sig, at bagagen ikke var nået med fra Nairobi og først kom med næste fly om aftenen.

Vi skulle af sted på turne og de andre kunne ikke vente på min bagage. Så jeg kunne jo vælge om jeg ville med uden bagage eller ikke, og selvfølgelig ville jeg med! Jeg har altid tandbørsten og et set ekstra tøj i håndbagagen, men det rækker ikke langt til en hel uge. Heldigvis var Sonja, en missionær, flink til at låne mig noget tøj osv., så jeg kunne klare mig en uge på tur.

Jeg fik min bagage to dage inden jeg skulle hjem igen. For at se det fra den positive side, så var det ikke så meget af tøjet, jeg nåede at få gjort beskidt. Da jeg nåede til Tana, var min store bagage også endelig nået frem. Dejligt at se den og få nogle af de ting, jeg har savnet den sidste 1½ måned. Det plejer at tage en uges tid at få bagagen, men denne gang skulle det åbenbart være lidt mere besværligt. Men nu har jeg fået den, og det er jo det vigtigste.

Jeg er netop landet i Nairobi og kan her se det fly, jeg skulle have været med, klar til at lette. - Nej, det ventede ikke.