Startet på job

Lige før jul flyttede jeg som før beskrevet til Tana. I starten af januar begyndte jeg så på job.
Jeg skal arbejde i to programmer. Det ene er et biogas-program. Det føler jeg, at jeg rimelig hurtig er kommet i gang med. Det er et program, hvor en type biogasanlæg, der har været brugt i Kina i nogle år, skal implementeres her i Madagaskar. Kort fortalt så skal dem fra Kina lære os her i Madagaskar, hvordan man bygger relativt simple og holdbare biogasanlæg. Et biogasanlæg passer til en familie med 4 grise eller nogle køer, og kan lave gas nok til at man kan lave to varme måltider om dagen. Der er rigtig mange miljø- og sundhedsfordele ved det, så det er et rigtig spændende projekt. Jeg har hurtigt fået nogle arbejdsopgaver med at kommentere på forskellige dokumenter.
Det andet program, jeg skal arbejde med, er et integreret landsbyudviklings program. Det er et noget større program og noget mere komplekst. Så det kræver lidt mere tid at få overblikket over det. Jeg har snakket meget med lederen af programmet, men stadig er alle projekterne mest nogle tal i et regneark for mig. Jeg glæder mig til at jeg om 1½ uge skal på tur rundt for at besøge en del af projekterne.
Udover arbejdet, så har jeg stadig gassiskundervisning. Jeg har fået en ny lærer med en anden tilgang til undervisningen og med lidt mere induktive undervisningsmetoder. Det betyder at jeg nogle gange bliver lidt frustreret af undervisningen, men samtidig kan jeg se, at det virker. Han lægger mere vægt på at snakke end på grammatik. Desuden bruger jeg hver dag gassisk på kontoret og til at klare mig i andre dagligdagssituationer. Så selvom jeg stadig synes, jeg mangler ord, så hjælper det efterhånden lidt.

Manaombato

Da jeg endnu ikke har nogle billeder fra mit job, så får I her et billede af den strand, som jeg tilbragte min nytårsferie på.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *