Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.

I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.

Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.

Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana

Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.

Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.

Martino viser dæmningen frem

Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.

Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas

Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.

Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.

Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.