Trods den raske morgen gåtur, zumba og tennes, synes jeg stadig, jeg sidder meget stille, så da Monika (en norsk missionær på alder med mig) ringede en lørdag eftermiddag for nogle uger siden og spurgte, om jeg ville med på en cykeltur til en sø 18 km sydøst for Antsirabe om søndagen, var der ikke et sekunds tøven, før jeg sagde ja. Så søndag morgen kl. 8 hentede vi cyklerne hos udlejeren, smurte madpakken og pakkede den, vand, kamera og solcreme, og kørte af sted kl. 9.

Det var en fin tur det meste af vejen af grusveje og med en flot udsigt. Efter at have kørt lidt for langt nåede vi frem til indgangen til ”Lac Tritriva”. Her betalte vi entreprisen og en for at passe på cyklerne. Det var dejligt at komme lidt af cyklen efter 21 km på bumpede grusveje og nogle lange og to relativt stejle opstigninger.

Som alle andre turiststeder var det næsten umuligt at gå der uden en guide til at fortælle om området og børn der forsøgte at sælge forskellige souvenirer, her var det sten i flotte farver fint slebet runde eller som hjerter osv. Men Monika var godt til på gassisk rolig at forklare dem, at vi faktisk gerne ville gå alene. Vi gik ned af kanten på krateret, som omkranser søen og fandt et stille sted i skyggen med ud over den dybt blågrønne sø. Her spiste vi vores madpakke og slappede lidt af, som I kan se på billedet.

Derefter gik turen hjemad, det første lange stykke nedad, hvor cyklen hoppede på den bumpede vej og vi næste fik blå mærker i hænderne af stødene fra cykelstyret (og jo, bagdelen var også godt øm, da vi nåede hjem). Men der var også på vejen nedad nogle ”kodak-moments”, hvor vi var nødt til at gøre lidt holdt. Da vi nåede hjem kl 16 efter i alt 50 km, var vi godt brugte, og havde haft en dejlig tur. Så om aftenen stod den på pizza på en restaurant i nærheden. Du kan se ruten her.

Frokost (norsk lunsj) ved Lac Tritriva