Det er hårdt at sidde på skolebænken igen for at lære gassisk. Jeg ved jo, at det er vigtigt at lære, og så snart jeg går uden for muren, oplever jeg, hvor udfordrende det er at kommunikere, når man ikke kan sproget. Så jeg kæmper videre, selvom jeg nogle dage er ret frustreret over det.  Samtidig, så forstår jeg ikke 100%, når vi er mange samlet, samtalerne foregår på norsk. Så jeg oplever frustrationen over ikke at kunne kommunikerer…. Men det hjælper at gå en tur på gaden, hvor der er et mylder af liv, og hvor folk hilser og smiler, og jeg kan hilse igen. Det hjælper mig til at huske hvorfor jeg er her.

Ud over 4 timers sprog om formiddagen har jeg de første uger haft indføringskursus om kulturen, FML (den gassiske lutherske kirke) og NMS.

For at få energi til alt den stillesiddende undervisning må jeg lave noget fysisk, det bliver bl.a. til en rask times gå tur torsdag morgen, zumba mandag eftermiddag og tennis tirsdag eftermiddag. Jeg har aldrig spillet tennis før, men her er en tennisbane og ikke mindst en træner. Han taler gassisk, lidt fransk og meget lidt engelsk, så det er jo også en form for praktisk sprogundervisning samtidig.