Lidt nyt fra en travl hverdag

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet, og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget, der er værd at skrive om. Tværtimod har jeg oplevet så meget, at jeg ikke har haft tid til at skrive.

Den 9. september rejste jeg til Hong Kong. Der skulle jeg mødes med mine NMS kollegaer i Kina/Hong Kong, NMS generalsekretær og et par stykker mere fra NMS. Derfra tog vi på rejse ind i fastlands Kina. Det var en flot tur. Det var spændende og opmuntrende at se NMS arbejde der og se hvordan kirken vokser. Min primære grund til at tage til Kina var for at se biogas projekterne, og møde vores samarbejdspartner, Amity. Da billeder siger mere end 1000 ord, har jeg valgt at lave en lille serie med tekst til, som du kan se på min billedside, her.

Da turen i Kina var slut havde jeg et par dage i Hong Kong, hvor vi havde tid til at diskutere budgetter og fremtidsplaner for biogas projektet. Jeg havde også en weekend i Hong Kong, hvor jeg havde tid til at lege lidt turist.

På vej hjem tog jeg en tur til Taiwan for at besøge min moster og onkel. Dejligt at have lidt tid sammen med dem. Også rigtig godt at se hvordan deres kirke vokser og møde de hyggelige, åbne og engagerede mennesker i menigheden.

Brændende biogas

Biogastur

Det er gået et stykke tid siden jeg sidst har skrevet, og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget. Tværtimod har jeg oplevet så meget at jeg ikke har haft tid til at sætte mig ved computeren for at skrive blog. Men her er et lille glimt fra en tur med biogas-programmet jeg arbejder i og var på tur med i maj.

Vi bliver mødt af glade folk, der stolt viser deres køer eller svin frem. De vil gerne overbevise os om, at det er netop her projektet skal bygge et biogasanlæg. Vi er på tur rundt for at lægge de store linjer for projektet og hvor i Madagaskar vi skal bygge biogasanlæg. Men lokalt bliver det vores dygtigt lokale medarbejdere i FLM’s projekter, der udvælge de enkelte familier, der i første omgang skal have gavn at projektet. Med på turen er Tom Kamau Rode-Christoffersen, som er udviklingsrådgiver for NMS i Kina, Antenaina Rakotovao lederen af BMS/Fafi (FLM’s kontor for koordinering af landbrug) og jeg selv.

Biogas der brænderNår vi kommer rundt, er der ingen tvivl om, at der er mange, der ønsker et biogasanlæg. I området nær Miarinarivo møder vi en familie, der allerede har et biogasanlæg bygget efter samme teknik som et tidligere FLM projekt støttet af Danmission, men med kraftigere materialer end det forrige projekt.  Problemet med det forrige projekt var at biogasanlægene max holdt i 2 år. Men til gengæld har det givet folk en forsmag på de fordele der er ved biogas, og lyst til at bygge noget, der holder længere.

I Fianarantsoa området er vi også rundt og besøge flere landsbyer og vi møder bl.a. Razafinantenaina Jean Philibert og hans familie. De har 7 køer og desuden en del høns og ænder. Køerne græsser på bakkerne omkring landsbyen om dagen, men om natten er de samlet i en indhegning. Herfra kan man fint samle deres produktion af komøg og putte det i et biogasanlæg. De to ældste drenge kommer netop hjem med to store bunder af brænde, som vi kan se på billedet . Det er det familien har brug for til en dags madlavning. Det tager drengene hver en time at samle brændet. Det ville de gerne være fri for. De fortæller også at det bliver sværere og sværere at finde brænde og når vi kigger rundt kan vi også godt se, at der ikke er mange træer i området.

Vi besøger også Ifanadiana i regnskovsområdet, hvor de ikke har mange dyr, og vi egentlig ikke regnede med at der kan bygge biogasanlæg. Men den lokale projektleder af FLM’s integrerede landsbyudviklings projekt, har overbevist os om, at vi også godt kunne besøge hans projekt, når vi næsten kører forbi alligevel. Så vi stopper bilen, går ind i skoven, hopper over et lille vandløb og der inde mellem træerne er der et lille hus og ved siden af en kostald med otte malkekvæg. En blanding mellem NRF (Norsk Rødt Fe) og den lokale zebu. Dette viser os endnu en gang, at her er et stort potentiale for biogas i Madagaskar. Selvom der ikke er mangel på træer her lige nu, så er det et stort problem med afskovningen af regnskoven.

Det sidste område vi besøger på vores tur er Fort Dauphin. Det er som at lande i paradis, med de hvide sandstrande og skoven, der strækker sig op ad fjeldene lige bag byen. Men også her er afskovning et problem, både pga. minedrift, behov for byggematerialer og ikke mindst brænde til madlavning. Vi besøger en bonde inde mellem de store træer. Til vores overraskelse fortæller konen, at hun må gå en time for at finde brænde til madlavning. Vi står under 10 m høje litchi træer, men selvfølgelig fælder man ikke frugttræer for at få ved og når man kigger rundt er der ikke en kvist på jorden og op i 2 meters højde. 

Startet på job

Lige før jul flyttede jeg som før beskrevet til Tana. I starten af januar begyndte jeg så på job.
Jeg skal arbejde i to programmer. Det ene er et biogas-program. Det føler jeg, at jeg rimelig hurtig er kommet i gang med. Det er et program, hvor en type biogasanlæg, der har været brugt i Kina i nogle år, skal implementeres her i Madagaskar. Kort fortalt så skal dem fra Kina lære os her i Madagaskar, hvordan man bygger relativt simple og holdbare biogasanlæg. Et biogasanlæg passer til en familie med 4 grise eller nogle køer, og kan lave gas nok til at man kan lave to varme måltider om dagen. Der er rigtig mange miljø- og sundhedsfordele ved det, så det er et rigtig spændende projekt. Jeg har hurtigt fået nogle arbejdsopgaver med at kommentere på forskellige dokumenter.
Det andet program, jeg skal arbejde med, er et integreret landsbyudviklings program. Det er et noget større program og noget mere komplekst. Så det kræver lidt mere tid at få overblikket over det. Jeg har snakket meget med lederen af programmet, men stadig er alle projekterne mest nogle tal i et regneark for mig. Jeg glæder mig til at jeg om 1½ uge skal på tur rundt for at besøge en del af projekterne.
Udover arbejdet, så har jeg stadig gassiskundervisning. Jeg har fået en ny lærer med en anden tilgang til undervisningen og med lidt mere induktive undervisningsmetoder. Det betyder at jeg nogle gange bliver lidt frustreret af undervisningen, men samtidig kan jeg se, at det virker. Han lægger mere vægt på at snakke end på grammatik. Desuden bruger jeg hver dag gassisk på kontoret og til at klare mig i andre dagligdagssituationer. Så selvom jeg stadig synes, jeg mangler ord, så hjælper det efterhånden lidt.

Manaombato

Da jeg endnu ikke har nogle billeder fra mit job, så får I her et billede af den strand, som jeg tilbragte min nytårsferie på.