I august 2012 var jeg på tur med projektet i Ihosy til en by der hedder Ivohibe. Det var spændende se og opleve lidt mere om hvordan de arbejder.
Her er lidt billeder fra en tur sammen med et af projekterne, som jeg først har fået lagt op nu.
Bara projektet (kaldet LFMB før SOFABA) er en del af MIRD programmet, som er et nationalt program for integreret landsbyudvikling. Programmet arbejder i fire områder blandt bara- og mikea-folket i syd-vest og i skovsynoden og Marolambo i regnskoven på Øst-Madagaskar.
Fælles for de fire projekter i programmet, er at de alle arbejder med integreret landsbyudvikling. Integreret betyder at projekterne arbejder inden for landbrug/husdyrbrug, helse, undervisning og miljø. Mindst lige så vigtig er det, at det også betyder, at lokalbefolkningen er involveret i hvad projektet skal arbejde med i deres landsby og har et ejerskab i projekt aktiviteterne.
Bara projektet arbejder i fire områder Fotivolo, Andranolava, Analaliry og Ivohibe. Det er opmuntrende at se hvordan projektet arbejder på en integreret og involverende måde. De dygtige projektfolk arbejder sammen og bruger hinanden. Dr. Noro er på besøg i en kvindegruppe i en landsby nær Ivohibe i Ihosy området. Hun sætter diskussionen i gang om hvad kvinderne mener landsbyens vigtigste problem er. Undervejs leder hun samtalen hen på, hvad de selv kan gøre for at løse problemet.
Kvinder sætter udviklingen i gang
Det vigtigste problem for disse kvinder lige nu er, at de ikke har ris hele året og nogle måneder må sende deres børn sultne i seng. Der er to ting, de vil gøre ved det. Det ene er at lære at dyrke ris på en ny forbedret måde. Dr. Noro laver en aftale med Codis, der er projektets landbrugsekspert, om at han skal komme og undervise dem, når de skal begynde at så deres marker lige før regntiden starter. Det andet, de vil, er at lave en forening og bygge et hus, hvor de kan opbevare risen. Hvis man ikke har et tørt sted, hvor skadedyr ikke kan spise risen, er man nødt til at sælge det meste af sin høst ved høsttid, hvor prisen er lav. Nogle måneder senere, må man så købe ris igen til en højere pris.
Codis hjælper Dr. Noro over rismarkerne.
Foreninger er grundlaget for udvikling
Projektet arbejder gennem kirkens frivillige udviklingskomiteer (Fanilo). De underviser udviklingskomiteer og foreninger (f.eks. kvindeforeninger) i, hvordan de kan finde ud af, hvad de væsentligste problemer er og hvad de selv kan gøre for at løse dem. Nogle gange er der brug for at projektet støtter med nogle tagplader til et hus eller cement til at bygge en brønd. Andre gange er det viden om nye afgrøder eller opdræt af f.eks. svin, der er brug for. Men fælles er at projektet ikke kommer og giver landsbyen en brønd eller en skole, men at landsbyen selv må definerer, hvad de har brug for og bidrage med de fleste af materialerne selv. Det giver større ejerskab af udviklingen og sætter dem i stand til selv at fortsætte også efter projektet er flyttet videre til andre områder.
Kvindegruppe nær Ivohibe
Analaliry
Analaliry ligger lidt syd-øst for Ihosy. Fra navnet kan vi forstå, at der en gang har været skov, men der er ikke meget af den tilbage nu. Derfor er en af aktiviteterne her træplantning. Der er flere der er oplært i at lave træ-planteskoler. Landsbyen vil gerne have nogle træer, der gror hurtigt, derfor planter de i første omgang eukalyptus. Men de er nu også begyndt med frugttræer. Ud over at frugttræer på længere sigt ”kan bære frugt”, så kan de små frugttræer også sælges og derved give en indkomst nu og her.
I Analaliry fortæller en fra Fanilo komiteen, at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem. Hvad man mere kan se af aktiviteter i Analaliry er en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne og foreninger, der arbejder med opdræt af høns eller svin.
Kvæg er traditionelt meget vigtigt i Bara-kulturen. Men i Analaliry fortæller de, at det nu er et problem at have kvæg, for de bliver ofte stjålet. Kvægtyvene er desuden blevet mere voldelige og derfor er det for farligt af have dem i nærheden af landsbyen. De, der stadig har kvæg, har det langt væk fra landsbyen oppe i bjergene. Derfor er det blevet mere interessant for dette ellers så stolte kvægfolk at holde mindre husdyr som svin og høns. Projektet underviser i hvordan man holder dyrene sunde og raske og fodrer dem, så de producerer mest.
Hønseopdræt i Analaliry
Fotivolo
Nu har I hørt lidt om Ivohibe og Analaliry. Andranolava har jeg desværre ikke besøgt endnu og Fotivolo kan I læse om i en artikel på NMS hjemmeside. Eller i et tidligere blog indlæg, ”På tur med MIDR 2”
I november skulle MIRD og et par andre projekter evalueres. Derfor rejste jeg med evalueringsteam og projektlederne rundt for at besøge bl.a. MIRD projekterne. Det var en spændende tur, og som altid opmuntrende at komme rundt og se alt det gode arbejde projekterne gør. Jeg har lavet en lille billedserie med lidt tekst, så I også kan få en lille tur rundt til projekterne. Den kan I se under billeder eller ved at klikke her.
I morgen tager jeg til østkysten på ferie. Det bliver fint at komme væk fra computeren og arbejdet efter nogle travle måneder. Tror det bliver en god ferie til at lade op til endnu flere spændende oplevelser i 2013.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle!
Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.
I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.
Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.
Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana
Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.
Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.
Martino viser dæmningen frem
Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.
Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas
Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.
Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.
Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.
Ja, jeg lovede jo i mit sidste opslag, at skrive lidt mere om turen rundt til alle MIRD projekterne. Fra det tørre Abovombe kørte vi tilbage til Berenty, hvor piloten, Sigrid og Kristoffer og hans forældre havde ventet i parken og oplevet lemurer og spændende natur.
Fotivolo ved Akanzoabo
Fra Berenty gik turen videre til Akanzoabo. Efter den oprindelige plan skulle vi ikke have været dertil. Alligevel havde de allerede en måned forinden gjort flystriben klar i håb om, at vi ville komme dertil. Det er nemlig ikke et område, der får besøg så ofte, fordi det ligger langt fra hovedvejen. Fra Akanzoabo var der to timers kørsel af jord/sandvej til Fotivolo, som var målet for besøget her. Da vi kørte ind i Fotivolo blev vi mødt af flere hundrede syngende og dansende mennesker, der fulgte os ind til en plads midt i landsbyen. Her holdt borgmesteren en længere tale om alt det projektet havde gjort for landsbyen. Det var godt at opleve, at det ikke kun er projektfolkene, der kan fortælle om, hvad de laver, men også myndighederne i det område, hvor de arbejder. Det viser, at de har formået at få et godt samarbejde også med myndighederne, og det vil forhåbentlig føre til en mere bæredygtig udvikling i landsbyen, der også vil fortsætte den dag projektet slutter.
Folk samlet foran rådhuset i Fotivolo for at hører borgmesterens tale og ikke mindst at se os hvide mennesker.
Efter talen var vi på tur rundt for at se marker, hvor de nu fik højere udbytte af bl.a. jordnødder og ris. Desuden så vi et træplantningsprojekt på en bakke i nærheden. Dette område er normalt også tørt, men da der var kommet meget vand de sidste måneder, var der flot knæhøjt grønt græs og alt så flot grønt ud. Men hvis man kiggede lidt nærmere, kunne man se at græsset ikke var et samlet tæppe, men spredte tuer. Der var også stadig spor af afbrændt græs på jorden, disse to ting tyder på at dette område stadig med jævne mellemrum bliver afbrændt. Det bliver brændt af for at få friskt græs til kvæget. På kort sigt virker det, men længere sigt er det katastrofalt for området. Græsset bliver mere og mere spredt og meget få træer og buske kan overleve at blive brændt hvert år. Så derfor får man ikke træer og buske, som ellers naturligt ville komme her og hjælpe med at hold på jorden. Det er ikke lovligt at afbrænde græs- eller skovområder i Madagaskar, men det er utroligt svært at kontrollere og at finde den skyldige. Der er også stor forskel på hvor meget myndighederne i gør. Det er et af de områder projekterne arbejder inden for, med at få ændret holdningen til afbrænding. Selvom vi hører at mange har ændret holdning, så er der stadig lang vej før afbrænding er stoppet. Det er trods alt heller ikke mange årtier siden vi brændte marker af i Danmark, og at det var normen af brænde græsset af rundt om sin hytte på fjeldet i Norge.
Vi overnattede på madrasser på gulvet under myggenet i projektets hus i Fotivolo. Da jeg om aftenen spurgte efter toilettet, var spørgsmålet: Hvor meget skal du? Har du brug for papir? Det havde jeg og blev derefter henvist til et sted mellem kaktusserne. I denne landsby er det, ligesom i mange andre landsbyer i Madagaskar, tabu at samle afføring. Det betyder altså, at have et toilet, hvor man jo samler afføringen et sted, er tabu.
Projektet (både her og i de andre landsbyer) arbejder også med sundhed og derigennem rent drikkevand og sanitet. De har arbejdet med at få gjort landsbyen mere ren ved at få folk til at samle affald sammen og rydde krat, så man kan der er færre myg og derved mindre malaria. Desuden har de i samarbejde med landsbyen bygget en brønd, som der er billede af på min billedside. Men det at bygge et toilet tager en del tid at få accept af. Hvis projektet bare havde bygget et toilet uden at det var godkendt af og placeringen var bestemt af landsbyen, så ville sandsynligheden, for at andre end projektets folk nogen siden ville bruge det, være minimal. Desuden ville risikoen for hærværk være stor og muligheden for senere at få indført toiletter i landsbyen være begrænset betydeligt. Men det er en af de ting projektet på sigt vil arbejde med, når tiden er klar til det.