Endelig kan jeg skrive noget job-relateret på min blog. Den 1.-11. november var jeg på studietur til Etiopien. Turen var for nogle af medarbejderne i MIRD. Det program som jeg skal være rådgiver for, når jeg begynder arbejdet til januar.
MIRD
MIRD står for: ”The Malagasy Integrated Rural Development Program”. Dvs. integreret landsbyudvikling. Integreret betyder at programmet har projekter inden for uddannelse, sundhed, landbrug osv. Programmet er finansieret af Norad (”det norske Danida”). I øjeblikket har programmet projekter i det østlige, sydlige og sydvestlige Madagaskar. Det er områder, som det tager dage at rejse til i bil fra Tana.
Når jeg fortæller udenforstående om, hvad jeg skal arbejde med, så spørger mange; ”Landsbyudvikling, hvordan kan du så bo og arbejde i Tana (hovedstaden), det er jo ikke en landsby?”. Det har de jo sådan set ret i, men det jeg primært kommer til at arbejde med, er dokumentationen af programmet, og hovedkontoret for det er i Tana. Jeg forventer, at jeg kommer til at rejse en del, og jeg har allerede nu fået at vide, at vi skal rundt til møder i de forskellige projekter fra februar. Derefter kan jeg helt sikkert skrive mere om projekterne her i Madagaskar.
Med hensyn til hvordan jeg kan arbejde med landsbyudvikling fra hovedstaden, så er der sket ændringer de sidste år af vores rolle som missionærer. Den er ændret fra at være dem, der arbejdede i landsbyerne, eller projektledere til nu at være konsulenter. Det betyder at programmet og projekterne er ledet af lokale medarbejdere. Min rolle som rådgiver bliver på det administrative niveau, bl.a. med at få dokumentationen til at leve op til Norad’s krav. Det betyder også, at programmet kan køre videre når missionæren tager hjem.
Programmet i Etiopien
Men tilbage til hvad jeg oplevede i Etiopien. Dette er ikke en rapportering over alt, hvad vi oplevede, men bare lidt udpluk. Jeg har før skrevet om udfordringerne med turen der til og min bagage. Men derudover var det en god og lærerig tur. I Etiopien har de et program der svarer lidt til MIRD, det hedder DASSC. Der er dog nogle strukturmæssige forskelle på DASSC og MIRD. Da de fleste af dem, der var med på studieturen fra MIRD ikke arbejder med programdokumenterne, men udførelsen af projekterne, var det det studieturen havde mest fokus på. Jeg syntes dog det var spændende at høre om strukturen, og når jeg kommer mere ind i arbejdet i MIRD, tror jeg det kan give inspiration til arbejdet.
Vi havde et oplæg om, hvordan de bruger frivillige, og uddanner dem til at facilitere diskussioner i deres landsby. Diskussionerne skal føre til, at de får defineret deres problemer, og hvad de selv kan gøre ved det. For jer der er inden for udvikling, så vil jeg kaldet det PRA, dvs. at det er noget jeg har lært om på studiet. Men fra det gassiske team blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan man kan motivere folk uden at give dem penge, redskaber eller andet. Samtidig var spørgsmålet, hvordan det kunne være bæredygtigt at det var frivillige man uddannede. Så selvom jeg mener, at vi allerede har projekter, der arbejder med noget af det samme, så bliver det rigtig spændende at arbejde med i Madagaskar, og se om det ikke også fungerer her.
Vi rejste en del rundt og besøgte kvindegrupper, finansieringsforeninger og bønder med selvstændige projekter. Blandt andet fokuserede miljø- og landbrugsprojekterne på forbedrede afgrøder, bevarelse af skoven og genoprettelse af stærkt eroderet land. På min billedside kan I se lidt der fra, og der er også en beskrivende tekst til hvert enkelt billede, der forhåbentlig i helhed fortæller en historie om turen.
Jeg sidder lidt med tanken nu, at jeg næsten ved mere om programmet i Etiopien end det jeg skal arbejde med her i Madagaskar. Men samtidig synes jeg at diskussionerne og gassernes spørgsmål lærte mig en del om programmet her.
Det var samtidig spændende at møde mine missionær-kollegaer i Etiopien. Utrolig flinke og dygtige folk, som jeg bestemt tror kunne være gode at arbejde sammen med. Det var også fint at få sat boligforholdene her lidt i perspektiv, vi har det jo godt. IKEA-stole, varmt vand i hanen, træk-og-slip og internet. Hvad mere kan man dog ønske sig… Jo, vi kan helt sikkert finde på ting, vi mangler her også. Men jeg synes egentligt, jeg har det godt, selvom der ikke er helt samme luksus som hjemme i Danmark. Jeg kæmper også stadig med sproget, og selvom det kan være frustrerende, så føler jeg, at jeg begynder at forstå bare lidt af hvad der foregår på gassisk, især i løbet af studieturen i Etiopien.
Det første at mange gruppebilleder på vores tur i Etiopien. Her er missionærene Klaus og Aslak med på billedet.
