Hvem ved bedst hvad behovene og problemerne er? Er det os, eller er det dem, der bor i den enkelte landsby? Det er selvfølgelig lokalbefolkningen. Det er faktisk også dem, der ved, hvad der skal til for at løse problemerne. Men lige som en bus, så har udviklingen brug for en motor for at komme til at køre, det er Fanilo, de frivillige udviklingskommitterer. Der er også brug for en starter, for at starte motoren og få bussen til at køre. Det er her MIRD kommer ind i billedet. MIRD skal være starteren for udviklingen i på landet.

MIRD (landsbyudviklingsprogrammet) er på workshop i Mahajanga i 2 uger, for at forberede anden periode af MIRD (2014-2018). Inden projektfolkene går i gang med udarbejdelsen af materialer til dette arbejde, forklarer Maminiaina om udvikling. Da de ser emnet, udvikling, tænker de umiddelbart, det er kompliceret, men efter oplægget siger de fleste, det er jo simpelt. Det kan vi også godt forklare ude i landsbyerne.

Ugen efter bliver der lavet illustrationer og små tegneserier til at forklare, hvordan man undgår at blive syg. Dyrkningsmetoder bliver beskrevet. Skemaer og standardbreve for samarbejdet med de lokale myndigheder bliver udarbejdet. Kort sagt, der er høj aktivitet med at få alt materialet til næste periode klar.

Maminiaina forklarer om udvikling

Rapportering
Starten på en ny periode betyder også afslutning af den første periode. Ved afslutningen af sådan en periode skal der udarbejdes en afsluttende rapport, der beskriver hvad programmet har opnået. Jeg fik lov til at gennemgå skabelonen for den afsluttende rapport og forklare, hvad der skal lægges særligt vægt på. Selvom jeg forklarede lidt af det på gassisk fik jeg lov til at holde det meste på engelsk og Maminiaina oversatte. Nu er jeg spændt på at se, hvad der mon kommer i den afsluttende rapport til januar.

Ny periode
Inden vi kan komme i gang med anden periode, skal vi jo også have nogle penge at arbejde for. 90% af dem er norske bistandsmidler, derfor bliver der stillet høje krav til rapporteringen og kvaliteten af arbejdet. Så en anden vigtig del af workshoppen var at få revideret MIRD’s programdokument (dvs. programansøgningen). Jeg gennemgik kommentarerne fra Norge og forklarede hvordan dokumentet kunne blive forbedret, og hvad der skulle til for at det var helt klart, hvad målene er og vi i fremtiden kan vise, hvad programmet rent faktisk opnår af resultater og effekter.

Selvom jeg ikke oplever lige så meget ”African Time” her i forhold til møder osv., som jeg gjorde i Tanzania, så sker det alligevel. Bl.a. når det gælder deadlines. Det sker at vi ikke helt har samme opfattelse af, hvor præcist en deadline skal holdes. Det kan godt stresse mig lidt, når jeg jo samtidig på nogle punkter er den, der sidder midt mellem Norge og programmet her. Så jeg måtte tage en dyb indånding, for ikke at tænke, ”så gør jeg det bare selv, det er jo hurtigere.” Men det er jo hele tiden et spørgsmål om ejerskab.
Samtidig er det jo medarbejderne ude i projekterne i landsbyerne, der ved, hvordan de rent praktisk kan måle fremgangen (med lidt inspiration fra andre steder, som jeg kan bidrage med). Det er også dem, der bedst ved hvilke risici der er, og hvad de kan gøre for at minimere dem. Jeg skal bare facilitere processen. Efter hårdt arbejde sidste del af den første uge og en del af weekenden blev dokumentet og budgettet sendt sidst på eftermiddagen mandag, og jeg synes resultatet endte med at blive godt.

Jeg fik også lov til at holde oplæg og forklare