Det var en af de sætninger, jeg studsede en ekstra gang over i rapporten for MIRD (det integrerede landsby udviklings program). Der har været politisk krise siden 2009 og mange steder er udviklingen gået tilbage. Trods krisen har projekterne indtil i år set en positiv udvikling i de landsbyer, hvor de arbejder. Men denne gang rapporterer nogle af projekterne  om landsbyer, de ikke har kunnet rejse til på grund af kriminalitet i området. Mens de alle rapporterer om hvor svært det er at facilitere bæredygtig udvikling, når folk ikke en gang har råd til mad i dag.  Selvfølgelig tænker man først på hvordan man får mad, så ens barn kan overleve i dag og i morgen. (Det ville jeg også gøre.) Samtidig bliver tanken om, at skulle bevare skoven, så ens børn eller børnebørn kan få gavn af den,  meget fjern.

Verdensbanken rapporterer at det nu er 92% af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen på $2 om dagen. Det er vildt at tænke på og tydeligt for vores projekter, men ikke nødvendigvis så tydeligt i min hverdag.
Læs Verdensbankens artikel om konsekvenserne af den politiske krise her.

Det betyder ikke, at der er mindre brug for projekterne, tvært imod. Det betyder heller ikke, at projekterne ikke har resultater og effekt. Det er endnu hårde arbejde for projektfolkene. De har ikke samme effekt, som de havde forventet og resultaterne er ikke så tydelige. Men stadig gør de en stor forskel for de landsbyer, hvor de arbejder.  De rapporterer stadig om hvordan bønder øger udbyttet af deres rismarker og begynder at dyrke grøntsager og derved forbedrer deres og især børnenes ernæringstilstand. De rapporterer også hvordan bønderne får indtægter ved holde svin eller høns. Hvordan voksne lærer at læse. Hvordan folk får rent drikkevand fra de brønde, der bliver gravet. Hvordan kvinderne bliver mere anerkendt i familien og samfundet pga. at arbejdet med ligestilling.

Kort sagt de har stadig resultater. En del af dem kan jeg nikke genkendende til efter besøg i de landsbyer, hvor projekterne arbejder.