Fri for røg

Posted on by
Reply

”Se, nu er der ingen røg i mit køkken.” Josefine byder os igen velkommen i sit køkken. Denne gang er der ingen røg og jeg kan holde til at være der inde i mere end de 6 minutter jeg sidst klarede røgen. Sidst jeg besøgte Marie Josefine og Jean Louis Rasareoelson var i maj 2012 sammen med min kollega Tom, der arbejder med biogas projektet i Kina. Dette besøg kunne I læse om i Misjonstidende nr. 6/7 2012.

Siden da har de fået bygget et biogasanlæg. Josefine er den første til at fortælle om fordelene. Ud over at der ikke er røg i hendes køkken fortæller hun at nu, skal hun heller ikke bruge lang tid på at vaske gryder og hænder. En fordel mere er at hun kan sætte maden over på gasblusset og så gå ud og lave noget andet. Før da hun brugte brænde, måtte hun hele tiden holde øje med ilden.

Den ekstra tid bruger hun til at flette måtter. På 3 dage kan hun flette en måtte og hun sælger den for 40.000Ar (ca. 100kr). De har bl.a. købt tre sække ris (90kg/sæk) for de penge hun har tjent.

De viser også biogaslamperne frem og fortæller nu kan børnene meget bedre se når de skal lave lektier. Luften inde i huset er også bedre nu, hvor de ikke længere bruger petroleum. De mener endda at der er færre myg indenfor, når de bruger gaslamperne end der var før.

Jean Louis fortæller at det ikke er så stort arbejde at holde biogasanlægget kørerne. Hver tredje dag tilfører han komøg blandet med vand, og så går det ellers af sig selv. Han er ret interesseret i teknikken, så teknikeren fortæller at Jean Louis også har hjulpet til med at bygge hos de andre, der har fået bygget biogas i nabolandsbyerne.

IMG_2360Josefine byder os igen velkommen i sit køkken med biogas.

IMG_4405Josefine i sit køkken før hun fik biogas.

Biogas og rene hænder

Posted on by
1

Andriamampiray Rakotondrajoa (Andry) (38) viser stolt sit biogasanlæg og sit nye køkken frem. Han er den første der har fået bygget biogas af projektet i Antsirabe. Han fortæller at der er kommet mange for se på hans anlæg. Mange af dem er blevet interesserede i selv at bygge biogas, når de har set det virke og hørt om fordelene.

Før brugte familien en hel oksekærre med brænde og en sæk med trækul hver måned. Det svarer til 110 kr om måneden. Nu betaler de ikke noget for gas. Hver dag tager de alt komøget fra deres to malkekøre og fylder i biogasanlæget sammen med det vand de bruger til at rense stalden. De har mere en nok gas til både at lave mad, varme vand til at vaske kørernes yver før malkning og endda til lys i huset. Det betyder at de også sparer penge på strøm, og selv når strømmen går, som den ofte gør for tiden, så har de lys.

Andry viser køkkenet frem. Jeg bliver helt overrasket over hvor fint det er i forhold til hvor sorte køkkener i landsbyerne plejer at være, fordi der bliver lavet mad over åben ild.

Han fortæller hvor meget lettere det er at lave mad nu. Det går hurtigere med gas. Det hele er mere rent, gryderne og hænderne bliver ikke så beskidte. Det er lettere at få organiseret dagen og arbejdet, når det ikke tager så lang tid at lave mad.

En ting mere Andry finder vigtigt at fortælle er, at det jo også er meget bedre for miljøet at bruge biogas end træ. Ud over at man ikke skal bruge brænde, så er kvaliteten af gødningen højere efter det har været igennem biogasanlæget. Indtil nu har Andry kun brugt gødningen til deres mandarintræer og han viser hvor flot de gror og den fine grønne farve de har. De skal snart til at så majs, og der vil han også bruge gødningen fra biogassen.

Se flere billeder fra Andry’s køkken og biogasanlæg ved at klikke på dette link.

Udvikling

Posted on by
Reply

Hvem ved bedst hvad behovene og problemerne er? Er det os, eller er det dem, der bor i den enkelte landsby? Det er selvfølgelig lokalbefolkningen. Det er faktisk også dem, der ved, hvad der skal til for at løse problemerne. Men lige som en bus, så har udviklingen brug for en motor for at komme til at køre, det er Fanilo, de frivillige udviklingskommitterer. Der er også brug for en starter, for at starte motoren og få bussen til at køre. Det er her MIRD kommer ind i billedet. MIRD skal være starteren for udviklingen i på landet.

MIRD (landsbyudviklingsprogrammet) er på workshop i Mahajanga i 2 uger, for at forberede anden periode af MIRD (2014-2018). Inden projektfolkene går i gang med udarbejdelsen af materialer til dette arbejde, forklarer Maminiaina om udvikling. Da de ser emnet, udvikling, tænker de umiddelbart, det er kompliceret, men efter oplægget siger de fleste, det er jo simpelt. Det kan vi også godt forklare ude i landsbyerne.

Ugen efter bliver der lavet illustrationer og små tegneserier til at forklare, hvordan man undgår at blive syg. Dyrkningsmetoder bliver beskrevet. Skemaer og standardbreve for samarbejdet med de lokale myndigheder bliver udarbejdet. Kort sagt, der er høj aktivitet med at få alt materialet til næste periode klar.

Maminiaina forklarer om udvikling

Rapportering
Starten på en ny periode betyder også afslutning af den første periode. Ved afslutningen af sådan en periode skal der udarbejdes en afsluttende rapport, der beskriver hvad programmet har opnået. Jeg fik lov til at gennemgå skabelonen for den afsluttende rapport og forklare, hvad der skal lægges særligt vægt på. Selvom jeg forklarede lidt af det på gassisk fik jeg lov til at holde det meste på engelsk og Maminiaina oversatte. Nu er jeg spændt på at se, hvad der mon kommer i den afsluttende rapport til januar.

Ny periode
Inden vi kan komme i gang med anden periode, skal vi jo også have nogle penge at arbejde for. 90% af dem er norske bistandsmidler, derfor bliver der stillet høje krav til rapporteringen og kvaliteten af arbejdet. Så en anden vigtig del af workshoppen var at få revideret MIRD’s programdokument (dvs. programansøgningen). Jeg gennemgik kommentarerne fra Norge og forklarede hvordan dokumentet kunne blive forbedret, og hvad der skulle til for at det var helt klart, hvad målene er og vi i fremtiden kan vise, hvad programmet rent faktisk opnår af resultater og effekter.

Selvom jeg ikke oplever lige så meget ”African Time” her i forhold til møder osv., som jeg gjorde i Tanzania, så sker det alligevel. Bl.a. når det gælder deadlines. Det sker at vi ikke helt har samme opfattelse af, hvor præcist en deadline skal holdes. Det kan godt stresse mig lidt, når jeg jo samtidig på nogle punkter er den, der sidder midt mellem Norge og programmet her. Så jeg måtte tage en dyb indånding, for ikke at tænke, ”så gør jeg det bare selv, det er jo hurtigere.” Men det er jo hele tiden et spørgsmål om ejerskab.
Samtidig er det jo medarbejderne ude i projekterne i landsbyerne, der ved, hvordan de rent praktisk kan måle fremgangen (med lidt inspiration fra andre steder, som jeg kan bidrage med). Det er også dem, der bedst ved hvilke risici der er, og hvad de kan gøre for at minimere dem. Jeg skal bare facilitere processen. Efter hårdt arbejde sidste del af den første uge og en del af weekenden blev dokumentet og budgettet sendt sidst på eftermiddagen mandag, og jeg synes resultatet endte med at blive godt.

Jeg fik også lov til at holde oplæg og forklare