Resultater

En af mine primære opgaver i mit job er, at rådgive i hvordan programmerne kan forbedre deres rapportering til Norge. Desuden at være et link mellem projekterne og Norge. Det link, som er rigtig svært at få, hvis man ikke har nogle ”norske” medarbejdere her.

I projekterne er de efterhånden ret gode til at rapportere, hvor mange der har lært at læse og skrive, hvor mange toiletter og dæmninger, der er bygget, eller hvor mange, der er blevet undervist i at dyrke ris efter en ny og forbedret metode. Men hvilken effekt eller indvirkning projektets arbejde har på de folk, der gerne skulle have gavn af projektet, det har de svært ved at vise i rapporterne. Derfor bliver jeg glædeligt overrasket hver gang jeg komme ud i landsbyerne og møder folk, der har haft gavn af projektet, og hører dem fortælle om, hvad det har gjort for deres liv.

I juni besøgte jeg en lille landsby i Fenoarivo i et tidligere regnskovsområde et par timers kørsel af jordvej syd for Ifanadiana, derefter over en flod i kano og så en times gang op mellem bjergene. Her skulle vi se en dæmning. Ærligtalt ikke et særlig spændende sted med en lille betonvæg. Thomas Mahazohanana, der havde gavn af projektet kunne fortælle, at der var 40 familier, der havde gavn af dæmningen og at de kunne dyrke mere land og de ikke behøvede at vente på at regnen skulle starte før de kunne så.

Det, som han umiddelbart fortalte, er det projekterne er gode til at rapportere, men det der er spændende er hvordan det ændre deres liv, altså hvilken effekt eller indvirkning projektet har. Det er også det vores donor i Norge efterlyser i programmernes rapporter. Det forsøgte jeg at spørge ind til. I første omgang var det svært for ham at forstå, hvad det var jeg spurgte efter. Men så forklarede han, hvad det betyder for hans familie:

  • At når de nu ikke behøvede at vente på regnen, så kunne de så i ordentlig tid.
  • Sammen med den forbedrede dyrkningsteknik de havde lært af programmet og forbedret såsæd betyder dette at de får et højere udbytte.
  • Det højere udbytte gør at de kan spise 3 måltider hver dag hele året.
  • Og de kan købe bedre tøj og en ny madras.
  • Han kan betale nogle for at arbejde i marken, så han kan dyrke mere uden selv at skulle arbejde hårdere.
  • Den ekstra indtægt brugte han også til at købe ekstra ris i høstperioden, opbevare det og så sælge det nogle måneder senere, hvor prisen er højere.

Her begynder vi at nærme os noget af det, der viser, at projekterne rent faktisk hjælper folk til at komme ud af ekstrem fattigdom. Men det er rigtig svært at dokumentere og få tal på. Det kræver noget ekstra arbejde, men også et arbejde der vil hjælpe projekterne til at se, hvordan de selv kan forbedre deres arbejde.

Jeg glæder mig til, at jeg i næste uge skal til Ivohibe i nærheden at Ihosy, for at se hvordan vores projekt der arbejder. Desuden er det en fin måde for at få trænet gassisk på en praktisk måde.

1 thought on “Resultater

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.