Billeder fra MIRD Evalueringen

I november skulle MIRD og et par andre projekter evalueres. Derfor rejste jeg med evalueringsteam og projektlederne rundt for at besøge bl.a. MIRD projekterne. Det var en spændende tur, og som altid opmuntrende at komme rundt og se alt det gode arbejde projekterne gør. Jeg har lavet en lille billedserie med lidt tekst, så I også kan få en lille tur rundt til projekterne. Den kan I se under billeder eller ved at klikke her.

I morgen tager jeg til østkysten på ferie. Det bliver fint at komme væk fra computeren og arbejdet efter nogle travle måneder. Tror det bliver en god ferie til at lade op til endnu flere spændende oplevelser i 2013.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Besøg fra Etiopien

Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.

I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.

Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.

Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana

Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.

Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.

Martino viser dæmningen frem

Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.

Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas

Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.

Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.

Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.

Resultater

En af mine primære opgaver i mit job er, at rådgive i hvordan programmerne kan forbedre deres rapportering til Norge. Desuden at være et link mellem projekterne og Norge. Det link, som er rigtig svært at få, hvis man ikke har nogle ”norske” medarbejdere her.

I projekterne er de efterhånden ret gode til at rapportere, hvor mange der har lært at læse og skrive, hvor mange toiletter og dæmninger, der er bygget, eller hvor mange, der er blevet undervist i at dyrke ris efter en ny og forbedret metode. Men hvilken effekt eller indvirkning projektets arbejde har på de folk, der gerne skulle have gavn af projektet, det har de svært ved at vise i rapporterne. Derfor bliver jeg glædeligt overrasket hver gang jeg komme ud i landsbyerne og møder folk, der har haft gavn af projektet, og hører dem fortælle om, hvad det har gjort for deres liv.

I juni besøgte jeg en lille landsby i Fenoarivo i et tidligere regnskovsområde et par timers kørsel af jordvej syd for Ifanadiana, derefter over en flod i kano og så en times gang op mellem bjergene. Her skulle vi se en dæmning. Ærligtalt ikke et særlig spændende sted med en lille betonvæg. Thomas Mahazohanana, der havde gavn af projektet kunne fortælle, at der var 40 familier, der havde gavn af dæmningen og at de kunne dyrke mere land og de ikke behøvede at vente på at regnen skulle starte før de kunne så.

Det, som han umiddelbart fortalte, er det projekterne er gode til at rapportere, men det der er spændende er hvordan det ændre deres liv, altså hvilken effekt eller indvirkning projektet har. Det er også det vores donor i Norge efterlyser i programmernes rapporter. Det forsøgte jeg at spørge ind til. I første omgang var det svært for ham at forstå, hvad det var jeg spurgte efter. Men så forklarede han, hvad det betyder for hans familie:

  • At når de nu ikke behøvede at vente på regnen, så kunne de så i ordentlig tid.
  • Sammen med den forbedrede dyrkningsteknik de havde lært af programmet og forbedret såsæd betyder dette at de får et højere udbytte.
  • Det højere udbytte gør at de kan spise 3 måltider hver dag hele året.
  • Og de kan købe bedre tøj og en ny madras.
  • Han kan betale nogle for at arbejde i marken, så han kan dyrke mere uden selv at skulle arbejde hårdere.
  • Den ekstra indtægt brugte han også til at købe ekstra ris i høstperioden, opbevare det og så sælge det nogle måneder senere, hvor prisen er højere.

Her begynder vi at nærme os noget af det, der viser, at projekterne rent faktisk hjælper folk til at komme ud af ekstrem fattigdom. Men det er rigtig svært at dokumentere og få tal på. Det kræver noget ekstra arbejde, men også et arbejde der vil hjælpe projekterne til at se, hvordan de selv kan forbedre deres arbejde.

Jeg glæder mig til, at jeg i næste uge skal til Ivohibe i nærheden at Ihosy, for at se hvordan vores projekt der arbejder. Desuden er det en fin måde for at få trænet gassisk på en praktisk måde.