Besøg fra Etiopien

Her sker stadig så meget spændende, at jeg ikke har tid til at skrive om det hele. Da jeg det sidste stykke tid har skrevet årsrapporter og andre rapporteringer om de projekter jeg arbejder i til NMS, så har dette indlæg lidt mere fokus på mine oplevelser end på projekterne.

I sidste uge fik vi i MIRD besøg fra Etiopien. Nogle af jer kan måske huske at jeg i november sidste år skrev om en studietur til Etiopien. Her besøgte vi i MIRD det integrerede landsbyudviklings program i Etiopien, DASSC, nu var det så DASSCs tur til at besøge os.

Vi startede i Antananarivo med at snakke om strukturen af FLM og MIRD. Især om hvordan MIRD arbejder sammen med og igennem Fanilo, som er FLMs udviklingsstruktur og arbejder gennem frivillige komiteer. Flere gange under turen kom spørgsmålene fra etiopierne til projekterne her: ”Hvordan motiverer I folk til at deltage? Kan det virkelig passe at I ikke betaler dem bare lidt for at deltage i træning osv.?” Det er rigtig at programmet ikke længere betaler folk for at deltage i træning. I stedet kan programmet hjælpe dem med at starte aktiviteter, så de selv kan tjene lidt penge eller på anden måde forbedre deres levestandard.

[singlepic id=320 w=800 h=600 float=]

Etiopierne sammen med projektet i Ifanadiana

Mudder og dæmning i regnskoven
Fra Antananarivo kørte vi til tirsdag Ranomafana, fordi vi dagen efter skulle besøge projektet i Ifanadiana i regnskoven. På vejen gik Maminiainas (programlederens) bil i stykker. Han fik den repareret dagen efter, men det betød at han blev en dag forsinket. Heldigvis kunne vi være i de andre 2 biler vi havde. Men det betød, at jeg måtte køre ud ad de dårlige veje, jeg ellers ikke havde regnet med at skulle være chauffør på. To uger tidligere havde jeg siddet bag i en bil på samme vej og havde tænkt; ”Godt det ikke er mig der er chauffør her!”. Men nu var det mig der blev chauffør.

Vi kørte 2 timer ud ad en mudret jordvej, da det regnede i løbet af dagen blev det endnu mere mudret, da vi skulle hjem. Jeg fandt ud af at min Mitsubishi pick-up ikke er den bedste til off-road, og jeg fik virkelig afprøvet mine evner til mudder- og nærmest off-road kørsel. Vi kom fint igennem, dog ikke lige så hurtigt som den erfarende chauffør i Land Cruiseren foran mig. Ude i landsbyen skulle vi besøge en dæmning, man var ved at bygge for at kunne øge ris produktionen. Den var 5 km og 200 højdemeter fra, hvor vi kunne køre til. Det gik i hurtigt tempo op ad bjerget, for vi havde ikke så god tid, og ville helst være tilbage inden det blev mørkt. (Det lykkedes dog ikke helt, men sikkert tilbage kom vi). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk træt og faldt i søvn næsten inden jeg havde lagt hovedet på puden.

[singlepic id=321 w=800 h=600 float=]

Martino viser dæmningen frem

Biogas – flammen er tændt i Madagaskar
Fra Ranomafana kørte vi dagen efter videre til Ihosy. På vejen stoppede vi lidt syd for Fianarantsoa, hvor den første biogas anlæg er bygget i det internationale biogas program i samarbejde med Amity i Kina. Ugen før var generalsekretæren fra NMS i Norge, Jeffrey Huseby, på besøg her, og de tændte gassen for første gang. Jeg rejste bl.a. sammen med ham i Kina og så biogas, så han ved hvor involveret jeg er i biogas. Da de havde set den første gasflamme og spist æg stegt på biogas, ringede han begejstret til mig og fortalte om den store oplevelse, og at det eneste der manglede var, at jeg også havde været der. Desværre var etiopierne en uge forsinket pga. visum problemer, så jeg måtte vente en uge med at se biogassen brænde i Madagaskar. Men stadig en stor oplevelse at se den blå flamme og den glade familie, der nu kan bruge biogas.

[singlepic id=322 w=800 h=600 float=]

Det glade par koger vand til kaffe på deres biogas

Ihosy
Som altid var det hyggeligt at komme til Ihosy. Jeg var i august en uge med dette projekt ude i en landsby (Ivohibe) og følge deres arbejde, derfor har jeg et særligt forhold til dem. Det er rigtig hyggelige og dygtige mennesker, der både kan være seriøse i deres arbejde og joke på vej i bilen, så man får helt ondt i maven af grin. De er også rigtig gode til at hjælpe mig med at forstå og lære gassisk. Denne gang besøgte vi Analaliry, hvor jeg har været to gange før. Vi så høns, en lille klinik, læse og skriveoplæring for voksne, træ-planteskole og svin. Desuden mødte vi en del af de mennesker, der har gavn af projektet der. I denne landsby fortæller de bl.a. at før projektet kom, var det meget få grøntsager, man kunne købe på det lokale marked, men nu er der en masse forskellige at vælge imellem.

Om aftenen var vi tilbage i Ihosy, og projektet havde arrangeret en fest sammen med de lokale spejdere. De havde forberedt dans fra forskellige dele af Madagaskar. De etiopiske deltagere deltog også med etiopisk dans. En fin og hyggelig aften, der sluttede vuggende i en stor rundkreds med hinanden i hænderne syngende ”Nu flyver mørkets fugle ud” på gassisk (samme melodi som ”Sku’ gammel venskab rent forgå”). En fantastisk og rørende afslutning på en fin tur for sådan en FDFer som mig.

Dagen efter kørte etiopierne videre mod syd-vest til Toliara mens jeg kørte nord på til Fianarantsoa, hvor jeg denne uge deltager i biogasundervisning sammen med chef teknikeren fra Kina og vores teknikere her fra Madagaskar.

[singlepic id=324 w=800 h=600 float=]

Stiduetur til Etiopien

Endelig kan jeg skrive noget job-relateret på min blog. Den 1.-11. november var jeg på studietur til Etiopien. Turen var for nogle af medarbejderne i MIRD. Det program som jeg skal være rådgiver for, når jeg begynder arbejdet til januar.

MIRD
MIRD står for: ”The Malagasy Integrated Rural Development Program”. Dvs. integreret landsbyudvikling. Integreret betyder at programmet har projekter inden for uddannelse, sundhed, landbrug osv. Programmet er finansieret af Norad (”det norske Danida”). I øjeblikket har programmet projekter i det østlige, sydlige og sydvestlige Madagaskar. Det er områder, som det tager dage at rejse til i bil fra Tana.

Når jeg fortæller udenforstående om, hvad jeg skal arbejde med, så spørger mange; ”Landsbyudvikling, hvordan kan du så bo og arbejde i Tana (hovedstaden), det er jo ikke en landsby?”. Det har de jo sådan set ret i, men det jeg primært kommer til at arbejde med, er dokumentationen af programmet, og hovedkontoret for det er i Tana. Jeg forventer, at jeg kommer til at rejse en del, og jeg har allerede nu fået at vide, at vi skal rundt til møder i de forskellige projekter fra februar. Derefter kan jeg helt sikkert skrive mere om projekterne her i Madagaskar.

Med hensyn til hvordan jeg kan arbejde med landsbyudvikling fra hovedstaden, så er der sket ændringer de sidste år af vores rolle som missionærer. Den er ændret fra at være dem, der arbejdede i landsbyerne, eller projektledere til nu at være konsulenter. Det betyder at programmet og projekterne er ledet af lokale medarbejdere. Min rolle som rådgiver bliver på det administrative niveau, bl.a. med at få dokumentationen til at leve op til Norad’s krav. Det betyder også, at programmet kan køre videre når missionæren tager hjem.

Programmet i Etiopien
Men tilbage til hvad jeg oplevede i Etiopien. Dette er ikke en rapportering over alt, hvad vi oplevede, men bare lidt udpluk. Jeg har før skrevet om udfordringerne med turen der til og min bagage. Men derudover var det en god og lærerig tur. I Etiopien har de et program der svarer lidt til MIRD, det hedder DASSC. Der er dog nogle strukturmæssige forskelle på DASSC og MIRD. Da de fleste af dem, der var med på studieturen fra MIRD ikke arbejder med programdokumenterne, men udførelsen af projekterne, var det det studieturen havde mest fokus på. Jeg syntes dog det var spændende at høre om strukturen, og når jeg kommer mere ind i arbejdet i MIRD, tror jeg det kan give inspiration til arbejdet.

Vi havde et oplæg om, hvordan de bruger frivillige, og uddanner dem til at facilitere diskussioner i deres landsby. Diskussionerne skal føre til, at de får defineret deres problemer, og hvad de selv kan gøre ved det. For jer der er inden for udvikling, så vil jeg kaldet det PRA, dvs. at det er noget jeg har lært om på studiet. Men fra det gassiske team blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan man kan motivere folk uden at give dem penge, redskaber eller andet. Samtidig var spørgsmålet, hvordan det kunne være bæredygtigt at det var frivillige man uddannede. Så selvom jeg mener, at vi allerede har projekter, der arbejder med noget af det samme, så bliver det rigtig spændende at arbejde med i Madagaskar, og se om det ikke også fungerer her.

Vi rejste en del rundt og besøgte kvindegrupper, finansieringsforeninger og bønder med selvstændige projekter. Blandt andet fokuserede miljø- og landbrugsprojekterne på forbedrede afgrøder, bevarelse af skoven og genoprettelse af stærkt eroderet land. På min billedside kan I se lidt der fra, og der er også en beskrivende tekst til hvert enkelt billede, der forhåbentlig i helhed fortæller en historie om turen.

Jeg sidder lidt med tanken nu, at jeg næsten ved mere om programmet i Etiopien end det jeg skal arbejde med her i Madagaskar. Men samtidig synes jeg at diskussionerne og gassernes spørgsmål lærte mig en del om programmet her.

Det var samtidig spændende at møde mine missionær-kollegaer i Etiopien. Utrolig flinke og dygtige folk, som jeg bestemt tror kunne være gode at arbejde sammen med. Det var også fint at få sat boligforholdene her lidt i perspektiv, vi har det jo godt. IKEA-stole, varmt vand i hanen, træk-og-slip og internet. Hvad mere kan man dog ønske sig… Jo, vi kan helt sikkert finde på ting, vi mangler her også. Men jeg synes egentligt, jeg har det godt, selvom der ikke er helt samme luksus som hjemme i Danmark. Jeg kæmper også stadig med sproget, og selvom det kan være frustrerende, så føler jeg, at jeg begynder at forstå bare lidt af hvad der foregår på gassisk, især i løbet af studieturen i Etiopien.

Gruppebillede

Det første at mange gruppebilleder på vores tur i Etiopien. Her er missionærene Klaus og Aslak med på billedet.