Hvem ved bedst hvad behovene og problemerne er? Er det os, eller er det dem, der bor i den enkelte landsby? Det er selvfølgelig lokalbefolkningen. Det er faktisk også dem, der ved, hvad der skal til for at løse problemerne. Men lige som en bus, så har udviklingen brug for en motor for at komme til at køre, det er Fanilo, de frivillige udviklingskommitterer. Der er også brug for en starter, for at starte motoren og få bussen til at køre. Det er her MIRD kommer ind i billedet. MIRD skal være starteren for udviklingen i på landet.

MIRD (landsbyudviklingsprogrammet) er på workshop i Mahajanga i 2 uger, for at forberede anden periode af MIRD (2014-2018). Inden projektfolkene går i gang med udarbejdelsen af materialer til dette arbejde, forklarer Maminiaina om udvikling. Da de ser emnet, udvikling, tænker de umiddelbart, det er kompliceret, men efter oplægget siger de fleste, det er jo simpelt. Det kan vi også godt forklare ude i landsbyerne.

Ugen efter bliver der lavet illustrationer og små tegneserier til at forklare, hvordan man undgår at blive syg. Dyrkningsmetoder bliver beskrevet. Skemaer og standardbreve for samarbejdet med de lokale myndigheder bliver udarbejdet. Kort sagt, der er høj aktivitet med at få alt materialet til næste periode klar.

Maminiaina forklarer om udvikling

Rapportering
Starten på en ny periode betyder også afslutning af den første periode. Ved afslutningen af sådan en periode skal der udarbejdes en afsluttende rapport, der beskriver hvad programmet har opnået. Jeg fik lov til at gennemgå skabelonen for den afsluttende rapport og forklare, hvad der skal lægges særligt vægt på. Selvom jeg forklarede lidt af det på gassisk fik jeg lov til at holde det meste på engelsk og Maminiaina oversatte. Nu er jeg spændt på at se, hvad der mon kommer i den afsluttende rapport til januar.

Ny periode
Inden vi kan komme i gang med anden periode, skal vi jo også have nogle penge at arbejde for. 90% af dem er norske bistandsmidler, derfor bliver der stillet høje krav til rapporteringen og kvaliteten af arbejdet. Så en anden vigtig del af workshoppen var at få revideret MIRD’s programdokument (dvs. programansøgningen). Jeg gennemgik kommentarerne fra Norge og forklarede hvordan dokumentet kunne blive forbedret, og hvad der skulle til for at det var helt klart, hvad målene er og vi i fremtiden kan vise, hvad programmet rent faktisk opnår af resultater og effekter.

Selvom jeg ikke oplever lige så meget ”African Time” her i forhold til møder osv., som jeg gjorde i Tanzania, så sker det alligevel. Bl.a. når det gælder deadlines. Det sker at vi ikke helt har samme opfattelse af, hvor præcist en deadline skal holdes. Det kan godt stresse mig lidt, når jeg jo samtidig på nogle punkter er den, der sidder midt mellem Norge og programmet her. Så jeg måtte tage en dyb indånding, for ikke at tænke, ”så gør jeg det bare selv, det er jo hurtigere.” Men det er jo hele tiden et spørgsmål om ejerskab.
Samtidig er det jo medarbejderne ude i projekterne i landsbyerne, der ved, hvordan de rent praktisk kan måle fremgangen (med lidt inspiration fra andre steder, som jeg kan bidrage med). Det er også dem, der bedst ved hvilke risici der er, og hvad de kan gøre for at minimere dem. Jeg skal bare facilitere processen. Efter hårdt arbejde sidste del af den første uge og en del af weekenden blev dokumentet og budgettet sendt sidst på eftermiddagen mandag, og jeg synes resultatet endte med at blive godt.

Jeg fik også lov til at holde oplæg og forklare

FLM er som et forkælet barn, der bare siger ja, når vi får tilbudt et projekt. Det er fordi, vi ikke har klare mål og en strategi for vores arbejde. Mr. Masy fra økonomidepartementet indleder sin gennemgang af aftalen mellem FLM og NMS på MIRD’s workshop med en forklaring af baggrunden for aftalen. I modsætning til kirken i Etiopien, der har sin egen strategi og mange partnere, har FLM ikke sin egen strategi. FLM er startet af NMS og den første kirke startede i Betafo i 1867. Så NMS og FLM har haft et langt samarbejde. Samarbejdet var i starten som et forældre-barn forhold. Aftalen er endnu et skridt videre til at ændre dette forhold, så det bliver et partnerskab.

Når man planter en tomat, så er man nødt til at følge op. Den skal have gødning, vand og en pind at gro op ad, før at den kan give frugt. Det kan være, at vi synes det er hårdt og ikke er helt tilfredse med at skulle følge aftalen og retningslinjerne, men lige som tomaten, der heller ikke altid har lyst til at følge sin pind, så har vi brug for noget at støtte os op ad.

MIRD holder to ugers workshop for 26 engagerede medarbejdere fra projekterne og hovedadministrationen. De første to dage bruges på gennemgang af aftalen mellem FLM og NMS og af vigtige retningslinjer for regnskabsføring. Resten af workshoppen går med forberedelse at næste periode fra 2014-18. Det er knap et år siden, vi gik i gang og på denne workshop reviderer vi bl.a. projektdokumentet ud fra kommentarer fra Norge. Derudover skal der laves materialer til det fortsatte arbejde.

Det er motiverende at være sammen med sådan en flok dygtige og engagerede medarbejdere (som I kan se på billedet). Jeg glæder mig til at følge, hvad næste periode bringer af resultater og effekter i de områder MIRD arbejde med i Madagaskar.

MIRD på Shalom i Mahajanga

Det var en af de sætninger, jeg studsede en ekstra gang over i rapporten for MIRD (det integrerede landsby udviklings program). Der har været politisk krise siden 2009 og mange steder er udviklingen gået tilbage. Trods krisen har projekterne indtil i år set en positiv udvikling i de landsbyer, hvor de arbejder. Men denne gang rapporterer nogle af projekterne  om landsbyer, de ikke har kunnet rejse til på grund af kriminalitet i området. Mens de alle rapporterer om hvor svært det er at facilitere bæredygtig udvikling, når folk ikke en gang har råd til mad i dag.  Selvfølgelig tænker man først på hvordan man får mad, så ens barn kan overleve i dag og i morgen. (Det ville jeg også gøre.) Samtidig bliver tanken om, at skulle bevare skoven, så ens børn eller børnebørn kan få gavn af den,  meget fjern.

Verdensbanken rapporterer at det nu er 92% af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen på $2 om dagen. Det er vildt at tænke på og tydeligt for vores projekter, men ikke nødvendigvis så tydeligt i min hverdag.
Læs Verdensbankens artikel om konsekvenserne af den politiske krise her.

Det betyder ikke, at der er mindre brug for projekterne, tvært imod. Det betyder heller ikke, at projekterne ikke har resultater og effekt. Det er endnu hårde arbejde for projektfolkene. De har ikke samme effekt, som de havde forventet og resultaterne er ikke så tydelige. Men stadig gør de en stor forskel for de landsbyer, hvor de arbejder.  De rapporterer stadig om hvordan bønder øger udbyttet af deres rismarker og begynder at dyrke grøntsager og derved forbedrer deres og især børnenes ernæringstilstand. De rapporterer også hvordan bønderne får indtægter ved holde svin eller høns. Hvordan voksne lærer at læse. Hvordan folk får rent drikkevand fra de brønde, der bliver gravet. Hvordan kvinderne bliver mere anerkendt i familien og samfundet pga. at arbejdet med ligestilling.

Kort sagt de har stadig resultater. En del af dem kan jeg nikke genkendende til efter besøg i de landsbyer, hvor projekterne arbejder.